Det er den 29. november 2021, og det er nu to år siden, at vi forlod Danmark. Det er tid til at gøre status over år 2.

Vi sluttede 2020 af med at nyde julen i A Coruña og få sagt farvel til denne skønne by i Galicien. I starten af januar tog vi til Porto i Portugal, hvor vi boede i tre måneder i den hyggeligste lille lejlighed. Vi vil først og fremmest huske Porto for de stejle gader, det hyggelige historiske centrum og husenes flotte facader beklædt med kakler. Vi vil huske det hyggelige område nede ved floden, de flotte kirker og parker samt vores ture ud langs floden til Atlanterhavet. Vi vil desværre også huske, at Porto lukkede totalt ned på grund af corona, så vi havde alt for mange dage hjemme i lejligheden og kun nåede at nyde restauranterne i ca. halvanden uge. Vi fik slet ikke det ud af byen, som den havde fortjent.

Fra Porto tog vi videre til Mexico City. Vi bookede kun en lejlighed i to måneder, da vi var lidt i tvivl om, hvad vi kunne forvente os af byen. Vi blev dog fuldstændig blæst bagover af det område, vi boede i – helt fantastisk. Vi vil huske Mexico City for alle de hyggelige gader med masser af træer i områderne Roma og Condesa og ikke mindst vores helt specielle gade Amsterdam med de skønne restauranter samt vores lokale jazzklub. Vi vil huske vores ture til det historiske centrum med de flotte bygninger og besøgene i den flotte park med både slot og fantastisk museum. Og vi vil måske især huske vores egen lille park Parque México og de mange gadehandlere i vores område. Vi glemmer heller ikke vores dejlige ture med Sal til de fantastiske pyramider samt Frida Kahlo-museet og sejlads på kanalerne. Det var også Sal, der endte med at køre os til Oaxaca i det sydlige Mexico.

Vi havde to måneder i Oaxaca i en lidt primitiv, men meget hyggelig lejlighed i et dejligt område af byen. Vi vil huske byen for de hyggelige gader og pladser og ikke mindst de mange meget farvestrålende huse og alle de flotte vægmalerier, som man aldrig bliver træt af at kigge på. Vi vil huske den gode mezcal og nogle af de hyggelige restauranter og caféer, som vi vendte tilbage til mange gange i løbet af vores ophold. Vi vil huske vores udflugt til Monte Albán med den flotte udsigt, og vi vil især huske vores udflugt, hvor vi både besøgte keramikværksted, tæppevæveri og to meget forskellige mezcalproducenter, som var en stor oplevelse. Vi synes, det er synd, at mange områder i det historiske centrum er så overfyldt med gadehandlere, og vi glemmer desværre heller ikke de meget larmende hunde i nabolaget, som spolerede vores nattesøvn flere gange. Det kom også bag på os, at indkøbsmulighederne var så dårlige.

Derefter faldt valget på Medellín i Colombia, hvor vi tog til i starten af august og boede i tre måneder. Endnu engang vidste vi ikke, hvad vi gik ind til, og endnu engang blev vi glædeligt overrasket, både over byen og vores fuldstændig fantastiske lejlighed – den bedste, vi har boet i indtil nu. Vi vil huske vores farverige bydel El Poblado med de mange restauranter og caféer og ikke mindst den fantastiske modtagelse, vi fik af Lilian og Ivan på Beer & Laundry. Vi vil også huske vores spændende gåture med Mauricio, som fortalte meget levende om byens historie, og turen til Comuna 13 med den flotte graffiti. Vi glemmer heller ikke Boteros flotte skulpturer og malerier, besøget på slottet eller Escobar-turen. Den smukke by Guatapé og bjerget Piedra del Peñol, hvor Jens Peter klarede alle 740 trin, var også en stor oplevelse. Det samme var vores bustur til de varme kilder og derefter til den lille by Salento med vandretur i bjergene og besøg på kaffeplantage. Vi havde også en god tur til Cartagena, hvor vi både oplevede høje temperaturer, kraftigt regnvejr og flere timers strømsvigt. Vi glemmer desværre ikke, hvordan El Poblado efter sigende har ændret sig meget de sidste par år, så der nu i to af gaderne er besøg af alt for mange prostituerede om aftenen, og vi glemmer heller ikke de lidt for pågående tiggere, som der er en del af i nogle områder.

Vi havde derefter et par uger i Panama City, hvor de største oplevelser var sejladsen på Panamakanalen og vores besøg hos Embera-folket ude i junglen. Vi fandt flere hyggelige steder i byen, men det kom bag på os, hvor slidt byen virker, og hvor hårdt den er ramt af pandemien.

De sidste knap tre uger har vi boet i Quito i Ecuador. Vores lejlighed ligger et godt sted, vi har fundet en fantastisk restaurant og en hyggelig café lige om hjørnet, og vi har besøgt det historiske centrum en enkelt gang. Vi venter med en endelig status til næste år.

Vores konklusion efter to år er, at vi nyder at være nomader, og at vi håber, at vi kan fortsætte vores tur mange år endnu. Vi har været heldige med de steder, vi har boet, og det eneste, der er trist, er, at der er flere af stederne, hvor vi gerne vil tilbage, men det når vi nok ikke. Heldigvis har vi holdt forbindelsen med flere af dem, vi har mødt, enten på Facebook eller WhatsApp, så måske er vi heldige, at vores veje krydses igen på et tidspunkt. Vi er enige om, at to til tre måneder hvert sted, afhængigt af byens størrelse, er passende, og at vi altid har været klar til at rykke videre, når det var tid. Vi har skullet lære at lave ingenting indimellem, for man kan ikke holde til at opleve noget nyt hver dag, og så skal man ikke have dårlig samvittighed over det – vi har jo tid nok.

Vi har fundet ud af, at det er meget forskelligt, hvor veludstyrede køkkenerne er rundt omkring, så vi har efterhånden fået samlet os en lille pose med køkkengrej, som vi rejser rundt med, men det er nu meget hyggeligt. Der mangler i øvrigt altid bordskånere, og vi er spændte på, hvor mange tørrestativer vi når at købe, inden vi slår os fast ned et sted. Når vi kommer til en ny by, er den største udfordring oftest at finde en god bager, og Hanne har hver gang sine problemer med at finde en ordentlig frisør. Vi har også fundet ud af, hvor privilegerede vi har været ved at vokse op i et land, hvor man kan drikke vandet i hanen.

Vi har snakket om, hvad vi har savnet, siden vi forlod Danmark. Vi kan godt savne at besøge Charlotte på Bartof Station eller en tur på Vinværten med Hanne og Stig – selvom stedet vist har ændret sig, siden vi var der sidst. En tur i Gloria for at se en anderledes film eller på Sort/Hvid for at se spændende teater kunne også være hyggeligt. Jens Peter savner en ordentlig arbejdsplads og Hanne en god sofa. Hanne savner lakrids, et stykke rugbrød med kryddersild og et med varm leverpostej samt en god wienerschnitzel eller tarteletter med høns og asparges, mens Jens Peter mest snakker om bearnaisesauce og gode kanelsnegle. Men når det så er sagt, har vi jo fået så meget i stedet for – vi er f.eks. blevet ret glade for at lave tacos herhjemme – og så har vi fået så mange spændende oplevelser, set smukke steder og mødt søde mennesker. Vi vil bestemt ikke bytte. Hanne savner i øvrigt ikke sit arbejde.

En af de ting, vi også har snakket om, er, hvordan pandemien har påvirket vores tur. Det er selvfølgelig irriterende, at vi nu har gået med mundbind i snart halvandet år, at Porto lukkede ned, og at vi har måttet bruge penge på at flyve til Europa og tilbage igen, og det er også vores indtryk, at priserne på Airbnb er steget. Det er også trist, hvordan nogle byer er blevet ramt hårdere end andre med lukkede butikker og flere tiggere på gaden. Men vi er også enige om, at den har haft en positiv indflydelse på det, vi har oplevet. Det kan godt være, at vi ville være endt med at besøge Colombia og Ecuador på et tidspunkt, men de stod et stykke nede på listen. Nu blev de valgt, fordi de var mulige at besøge, og det er vi virkelig glade for, da det har været en stor og en positiv oplevelse. Vi er også glade for de ting, vi har set, hvor vi har været stort set de eneste turister, eksempelvis gåturene med Mauricio i Medellín, som blev til en meget personlig oplevelse.

Det er den 29. november 2020, og det er nu et år siden, at vi forlod Danmark. Det er tid til at gøre status over år 1.

Første stop var tre måneder i Denver, Colorado, hvor vi var fra den 29. november 2019 til den 26. februar 2020. Vi vil først og fremmest huske Denver for de mange mikrobryggerier med fuldstændig fantastisk øl – ikke mindst Spangalang, Woods Boss og Odell – den meget flotte street art, hyggelige Larimer Street, de mange solskinstimer og desværre også de mange hjemløse. Vi vil huske vores første rodeo og vores udflugter hen over prærien, vores besøg i Black Hills i snevejr, vores fantastiske togtur op over Rocky Mountains og vores besøg i Arches National Park. 

Næste stop blev Granada, Nicaragua, hvor vi var fra den 26. februar til den 15. august 2020. Planen var et ophold på to måneder, men flytrafikken blev indstillet på grund af corona, så vi kunne ikke komme ud. Vi vil først og fremmest huske Granada for de mange søde mennesker, det kaotiske gadeliv, de farvestrålende huse og den gode kaffe og den gode rom, men også varmen og myggene. Vi vil huske vores udflugter med Francisco og især besøget på revolutionsmuseet i León. Vi vil huske George, som vi lånte 20 dollars, og vi vil huske Karl Heinrich, Dick, John og Terry. Vi vil altid huske La Hacienda, The Garden Café, Pita Pita og Pan de Vida, og vi kunne godt se os komme tilbage på et kortere besøg på et tidspunkt.

Vi kom med et chartret fly ud af Nicaragua og landede i Madrid den 16. august 2020, hvorefter vi kørte til A Coruña i Galicien, hvor vi har boet i en lille lejlighed siden den 19. august. Vi vil især huske A Coruña for lystbådehavnen, gåturene langs stranden og især den dag, hvor bølgerne var imponerende store. Vi vil huske vores skinkebutik La Leonesa med den gode ost, vores mange stout hos Malte, de gode blæksprutter, rejer og muslinger samt den gode gin og hvidvinen Albariño. Vi er glade for, at vi nåede en tur rundt i Galicien, men ærgerlige over, at vi på grund af restriktioner ikke har kunnet komme på flere ture.

Vi bliver enige om, at vi har klaret det godt sammen, at vi stort set ikke har skændtes, at det fungerer fint med de ting, vi har med, og at vi har været heldige med at finde gode steder at bo. Vi er også enige om, at det ikke er på huslejen, vi fremover skal spare alt for meget, da man uanset hvad altid vil bruge en del tid hjemme, når man er et sted i minimum tre måneder, og at det så skal være et sted, man kan holde ud at være.

Vi snakker også om, at det jo tydeligvis ikke er alt, der kan planlægges, og at det er godt, at vi dermed ikke har lagt faste planer. Vi er selvfølgelig lidt trætte af corona, men glade for, at det var Granada, vi endte med at være i så længe, da alt var billigt, alle var søde, og det meste trods alt var åbent. 

Vi har i året, der er gået, fundet ud af, at det slet ikke er nemt ikke at have en fast adresse. Vi har begge frameldt os Folkeregistret, men da Jens Peter i forhold til sit firma skal oplyse, hvor han opholder sig, bliver Nordea ved med at trække de oplysninger og vil gerne sende post til os rundt i verden. Jens Peter har prøvet at forklare dem, at vi ikke har nogen fast adresse, og vi mener, det er løst nu. Vi har de samme udfordringer med vores rejseforsikring, da firmaet trods navnet World Nomads mener, at vi skal have en fast adresse – vi håber, at de godtager vores kontaktadresse hos Henrik og Lene. At de så ikke dækker ved pandemier, er en helt anden snak.