De fem pladser
Vi tilmelder os en guidet gåtur gennem Airbnb, da vi gerne vil lære noget om byens historie. Vi mødes med Jeremías på Plaza San Martín ud for den bygning, der huser Ministerio de Cultura y Turismo, hvilket er en af de ældste bygninger i byen; vi er de eneste deltagere i turen.
Jeremías starter med at fortælle om, hvordan Mendoza blev totalt ødelagt af et jordskælv, som blev målt til 7,2 på Richterskalaen, den 20. marts 1861. Da byen efterfølgende skulle genopbygges, blev centrum flyttet 1,2 km mod sydvest, og man hyrede den franske landskabsarkitekt Carlos Thays til at tegne den nye byplan. Der blev lagt vægt på, at vejene skulle være bredere, og byplanen blev ændret radikalt til at være opbygget omkring en central plads, Plaza Independencia, på størrelse med fire cuadras (husblokke) omgivet i en afstand af to husblokke af fire pladser, Plaza San Martín mod nordøst, Plaza Chile mod nordvest, Plaza Italia mod sydvest og Plaza España mod sydøst, hver på størrelse med en husblok. Man ønskede på denne måde at sikre, at befolkningen havde et sted at søge hen, hvis byen igen skulle blive ramt af jordskælv.
Efter denne indledning går vi rundt til de fire pladser San Martín, Chile, Italia og España, og Jeremías fortæller, hvad der ligger til grund for designet af de enkelte pladser. Vi slutter af på Plaza Independencia og går derefter op ad Av. Sarmiento til El Botellón for at få en øl. Vi ved ikke rigtig, hvad der går galt, men vi har aldrig før ventet så lang tid på at få serveret en øl. Det gør nu ikke så meget, da Jeremías er hyggelig at snakke med, og vi får lidt at vide om det argentinske uddannelsessystem og ikke mindst om, hvordan det er at leve i et samfund, hvor man ikke stoler på landets valuta. I det hele taget ved han rigtig meget om byens historie, og vi er glade for, at vi tilmeldte os denne tur.