Argentina | Ushuaia | Natur

Pingvinerne i Ushuaia

Pingvinerne i Ushuaia

Er man så heldig at besøge Ushuaia i det sydligste Argentina, kan vi på det kraftigste anbefale en gåtur blandt pingviner. Man sejler med båd ud til en ø, hvor der er virkelig mange pingviner, og her går man i land og kommer helt tæt på pingvinerne i en hel time.

En oplevelse af de helt store.

Peru | Arequipa | Restaurant

Platea

Platea - bar, cafe og restaurant

Hvis du kommer over i bydelen Yanahuara, lige vest for Arequipas historiske centrum, skal du besøge caféen og baren Platea. De har et rigtig godt køkken, rigtig søde tjenere og flere borde, hvor du kan nyde solen. Vi kan anbefale deres ostetallerken, og så er en kaffe med bailey altid god.

Når du så alligevel er her, kan vi anbefale en gåtur rundt i dette hyggelige område.

Argentina | Buenos Aires | Plads

Plaza de Mayo

Plaza de Mayo

Plaza de Mayo er den mest kendte plads i Buenos Aires, og her finder man bl.a. domkirken og præsidentpaladset Casa Rosada. Især historien om Las Madres de Plaza de Mayo giver stof til eftertanke, og vi kan anbefale et besøg torsdag eftermiddag. Her gør man stadig opmærksom på de mange, der forsvandt under militærdiktaturet.

Her sker altid noget på pladsen, så kom gerne forbi flere gange under dit besøg i byen.

Argentina | Buenos Aires | Byområde

Puerto Madero

Puerto Madero

Havneområdet Puerto Madero, som ligger øst for Plaza de Mayo, er bestemt et besøg værd. Hele området er smukt istandsat, man har bevaret de gamle pakhuse og kraner, og en gåtur rundt om havnebassinerne kan anbefales.

Derefter kan man sætte sig og få lidt at spise på en af de mange caféer og restauranter.

Uruguay | Punta del Este | By

Punta del Este

Punta del Este

Vi kan bestemt anbefale et besøg i kystbyen Punta del Este, som ligger et par timers kørsel fra Montevideo. Det er nemt at tage en bus frem og tilbage samme dag. Nyd nogle timer ved havet, besøg havnen, og spis en god frokost. 

På visse tidspunkter af året skulle det være muligt at se hvaler fra stranden.

New Zealand | Christchurch | Museum

Quake City

Historien bag de store jordskælv

Quake City er et vigtigt museum i Christchurch, da du her bliver lidt klogere på, hvad der skete under og efter de alvorlige jordskælv i 2010 og 2011. De ændrede hele byen og ikke mindst alle de mennesker, der blev berørt.

Du kan læse meget mere om jordskælvene her.

 

Australien | Sydney | Seværdighed

Queen Victoria Building

Queen Victoria Building

Queen Victoria Building er et virkelig smukt indkøbscenter, som ligger på George Street i centrum af Sydney. Bygningen er et besøg værd, selvom man ikke har de store indkøbsplaner, og her er masser af muligheder for at sætte sig med en kop kaffe og nyde den smukke udsmykning.

Stationen Town Hall ligger i kælderetagen, så det er meget nemt at komme hertil.

Australien | Melbourne | Marked

Queen Victoria Market

Queen Victoria Market

Queen Victoria Market, som ligger i den nordlige ende af centrum, er et overdækket marked, som har en fantastisk delikatesseafdeling, hvor man hurtigt kan købe sig fattig. Her fås både paté, terrine, pølser og mange andre lækre ting, og så er der et kæmpe udvalg af oste, både australske og internationale.

Bemærk, at de lukker kl. 15 i hverdagene og kl. 16 i weekenden, og så er der lukket mandag og onsdag.