Ciao Ciao

Ciao Ciao er et pizzeria, der ligger tæt på lejligheden. Det ligger på samme side af vejen som vores bygning, og vi skal bare gå fem minutter i sydlig retning. Vi kommer her en del gange, da det er dejligt nemt, og da deres pizzaer er ganske udmærkede. Det er også en fordel, at de lukker senere end så mange andre steder.

Vi bestiller oftest pizza og en mørk mongolsk øl. Vi prøver også et par af deres pastaretter, men de smager ikke helt så godt; der mangler noget smag. Selvom pizzaerne er gode, og vi godt kan lide at komme her, irriterer det os lidt, at den samme pizza aldrig bliver lavet helt på samme måde. Vi kan godt lide den med tørret skinke, men nogle gange er der friske tomater på og andre gange soltørrede tomater, og nogle gange er det med store oliven, andre gange med små, og de kan både være grønne og sorte.

Betjeningen svinger lidt, men i slutningen af vores ophold får vi et godt forhold til en af tjenerne, som efterhånden får styr på, hvad vi gerne vil have, og da vi er her for sidste gang, kommer kokken ud og hilser på.