Vores dagligdag
Vi spiser morgenmad hjemme hver morgen. Jens Peter finder hurtigt et morgenmadsprodukt i det lokale supermarked, som han spiser med mælk, og Hanne skifter lidt mellem det gode brød fra bageren, rugbrød og de sidste to pakker knækbrød fra IKEA i Osaka. Hun finder en tysk pølse, men ikke nogen ost, og det er heller ikke muligt at finde saltet smør.
Der er ikke nogen metro i byen, og vi finder ikke ud af at bruge busserne, så vi går rundt, når vi skal noget. Det kan man nu også sagtens, for større er den centrale del af byen heller ikke. Temperaturen er også langt de fleste dage behagelig i forhold til de mange varme steder, vi har boet. Vi besøger flere museer og klostre, overværer et show og er på to ture ud af byen. Vi er også med til at fejre Mongoliets flagdag og er til bueskydningskonkurrence i forbindelse med Nadaam-festivalen. Om aftenen går vi ud og spiser, da indkøbsmulighederne er begrænsede, og da vi finder flere hyggelige steder med god og billig mad.
Hanne trænger til at blive klippet, men det viser sig ikke at være helt nemt at finde en frisør. Der er mange små, meget lokale steder, som har fået dårlige anmeldelser, og de to gode steder, som Hanne finder på Google, viser sig at være lukket; vi kan i hvert fald ikke finde dem. Til sidst finder hun en frisør i indkøbscenteret Shangri-La, og her får hun en af de bedste klipninger i Asien.
Lige da vi er kommet til byen, bemærker vi, at der en del pollen i luften. Vi finder ud af, at byens gader på denne tid af året er dækket af hvirvlende hvide fnug fra hunpoppeltræerne, og det er så voldsomt, at det indimellem ligner snevejr. Vi kan godt mærke det, når vi går rundt, da det kommer ind i både øjne, næse og mund, så indimellem er det meget generende. Bilerne har også dækket kølerhjelmen med et klæde, så der ikke kommer pollen ind i motoren.
I Tokyo var vi på ambassaden, da Jens Peter skulle have fornyet sit pas. De kunne ikke garantere, at det ville nå frem til konsulatet i Osaka, inden vi skulle videre, så derfor bad Jens Peter dem om at sende det til konsulatet i Ulan Bator. Det er dog ikke helt nemt at finde ud af, hvor konsulen holder til. Det link, der er på hjemmesiden, viser hen til en bygning, hvor han i hvert fald ikke er. Til sidst finder vi ud af, at han arbejder i et firma øverst oppe i den bygning, hvor indkøbscenteret Shangri-La ligger. Der går lidt tid med at finde en i receptionen i stueetagen, der kan tale engelsk, og derefter må vi vente et par timer i centeret, inden der er en i konsulens firma, der kan hjælpe. Det lykkes til sidst, og Jens Peter får sit nye pas.
Vi har ret til 30 dages visumfrit ophold i Mongoliet på vores pas, men eftersom vi har lejet lejligheden i 10 uger, har vi brug for at søge om visumforlængelse. Det skal ske online, og det er ikke helt nemt at finde ud af, hvilken formular vi skal bruge. De er heldigvis søde til at svare, når vi spørger dem om noget, og til sidst lykkes det os at få udfyldt det hele korrekt. Det er dog kun muligt at søge om en visumforlængelse på 30 dage, så vi i alt kan være her i 60 dage, og vi må tage herfra to uger før planlagt. Vi har heldigvis købt flybilletter, der kan ændres, og vi kan også opsige de sidste to uger på Airbnb, så skaden er ikke så stor.
