Vores lejlighed
Vores lejlighed ligger meget centralt i en ret ny bygning på adressen Gem Castle, 12. sal, lejlighed 49, 6th khoroo, Sukhbaatar District.
For at komme ind i lejligheden skal man taste en meget lang kode, som Jens Peter aldrig lærer, så det står Hanne for. Når man går ind ad hoveddøren, kommer man ind i en forholdsvis stor entre, hvor der både er plads til at hænge vores overtøj op og stille skoene i et skostativ. På højre hånd er der en dør ind til et rigtig pænt og nyt badeværelse, hvor der står en vaskemaskine, der ser ud til at være helt ny. Man skal stå i badekarret for at tage brusebad, men der er heldigvis skridsikre fliser i bunden, så det går fint.
Fortsætter man forbi badeværelsesdøren og drejer til højre i entreen, har man soveværelset på venstre hånd, og stuen kommer i forlængelse af entréen. Det er et stort soveværelse, hvor der både er et skab og en kommode, så vi kan pakke ordentligt ud. Når man kommer ind i stuen, har man køkkenet på højre hånd. Det er egentlig fint nok, men vi kommer ikke til at lave mad, mens vi bor her. Det skyldes primært, at supermarkedet tættest på lejligheden ikke har det store udvalg af varer. Op ad væggen til højre i stuen står et køleskab, et spisebord og en reol, og op ad venstre væg står en sofa med et lille sofabord.
Der er en lille udestue i forlængelse af stuen. Her er ikke nogen møbler, og der bliver meget varmt i løbet af eftermiddagen, når solen står på, men det er et godt sted at tørre tøj. Vi skal huske at lukke vinduet ind til stuen, når vi forlader lejligheden og om natten, da udestuen også fungerer som brandtrappe. Her står en stige, og der er en lem, der kan åbnes både oppefra og nedad i bygningen, så reelt kan folk komme denne vej ind i lejligheden. Der er sat en film på de yderste ruder, hvilket giver et gulligt skær i hele stuen. Det irriterer især Jens Peter.
For første gang i Asien bor vi i en lejlighed med termoruder og varmeapparat og ingen aircondition, hvilket er meget sjovt. Det bliver dog lidt varmt indimellem, så vi åbner vinduerne ud til, hvilket giver en del støj. Vi bor lige op til et stort kryds, og mongoler dytter rigtig meget, når de kører bil. Der ligger også et hospital lige overfor, så der er også en del støj fra ambulancerne.
Der sidder en vagt nede i stueetagen, men vi finder aldrig ud af, hvad han laver. For det meste sidder han på bænken udenfor, står ovre ved askebægeret og ryger eller ligger og sover; han hilser i hvert fald ikke, når man kommer og går. Brandalarmen går i gang to gange, mens vi bor her, og begge gange går vi ned på gaden. Det ser nu ikke ud til, at det er noget, vagten tager sig af, og der er heller ikke andre beboere.
Vores vært Javkhlan (Jackie) er rigtig sød og meget hjælpsom. Da vi lejer lejligheden, har hun endnu ikke fået købt et spisebord, men hun sender et billede, da det er på plads. Hun har så købt et bord med fire skamler, hvilket Jens Peter ikke kan bruge som arbejdsplads i to måneder. Han gør opmærksom på det, og hun køber fire stole i stedet for. Da vi først ankommer til Ulan Bator efter midnat, hvor alt er lukket, køber hun to simkort, der ligger klar i lejligheden, og hun har også sørget for, at der er drikkevand, mælk, kiks og lidt snacks. De første par dage i byen leder vi forgæves efter et tørrestativ, og da vi spørger Jackie, hvor vi kan finde et, tilbyder hun at købe et og komme forbi lejligheden med det.
Da vi har boet her i fem uger, får vi at vide, at kommunen hver sommer lukker for det varme vand i forskellige perioder rundt omkring i byen for at udføre vedligeholdelsesarbejde. Det betyder, at vores bygning ikke har varmt vand i 10 dage. Vi klager til Jackie, og hun sender en håndværker, som installerer en varmtvandsbeholder. Der er ikke meget tryk på vandet, men vi slipper dog for at tage bad i koldt vand. Toiletbrættet knækker på et tidspunkt, og den samme håndværker kommer forbi med et nyt. De arbejder åbenbart meget sent, for begge gange kommer han omkring kl. 22.
Vi betaler godt nok selv for både tørrestativ og toiletbræt, men det er dejligt, at vores vært reagerer så hurtigt. Hun forsøger også at hjælpe, da vi finder ud af, at vi kun kan forlænge vores visum med 30 dage, og da vi ikke kan finde en chauffør til at køre os ud til Hustai Nationalpark, lykkes det hende at finde en, der kan køre os.
Vi bliver glade for lejligheden, som har en god størrelse og ligger rigtig godt, og Jackie er en af de bedste værter, vi har haft.
