Ulan Bators centrum

Vi bor i den mest centrale del af Ulan Bator, idet vi kan gå til Sükhbaatar-pladsen på 10 minutter. Når vi kommer ud fra bygningens parkeringsplads, skal vi bare dreje til venstre ad Sükhbaatar St i sydlig retning. På vejen går vi først forbi muren ind til FN-bygningen og kommer derefter forbi de to museer Chinggis Khaan National Museum og National Museum of Mongolia på højre hånd og pizzeriaet Ciao Ciao på venstre hånd. Hvis man krydser Sükhbaatar St lige syd for nationalmuseet, kommer man over til en lille hyggelig gade med en række kønne farvestrålende huse og flere restauranter og caféer med udendørs betjening, hvor vi sætter os flere gange. Vi er nu kommet til et land med et klima, der gør, at folk gerne vil sidde ude og nyde den forholdsvis korte sommer i modsætning til mange andre steder i Asien, hvor det har været så varmt, at folk hellere vil sidde inde, hvor der er aircondition.

Fortsætter man ned syd for Sükhbaatar-pladsen, kommer man til området med Fat Cat Jazz Club, Choijin Lama Temple Museum, indkøbscenteret Shangri-La og forlystelsesparken, hvor vi er til show med Tumen Ekh-ensemblet. Vi besøger forlystelsesparken, hvor der er gratis adgang, to gange, men begge gange ender det med kraftigt regnvejr. Går man endnu længere sydpå, kommer man ned til byens stadion, hvor vi er til Nadaam-festival.

Hvis man i stedet for at gå helt ned til pladsen drejer til venstre ad UN Nations St ved FN-bygningen, kommer man til den brede vej, der går på den anden side af pladsen. Drejer man til højre her, kommer man forbi restauranten Le Bistrot Francais, og lidt længere nede ligger Galleria Ulaanbaatar, hvor vi køber kashmir-trøjer.

Hvis vi vælger at dreje til højre, når vi kommer ud fra vores parkeringsplads, kommer vi op til det store kryds, hvor Metro Mall med det lokale supermarked ligger, lige over for Gem Castle, og Chinggis Beer Club ligger i bygningen skråt over for Gem Castle. Når vi skal besøge bageren eller State Department Store, vælger vi oftest at dreje til venstre i det store kryds og gå ad Ankara Street, da der er et godt og bredt fortov her. Som navnet antyder, er vi i den tyrkiskinspirerede del af byen, og vi kommer både forbi den tyrkiske skole og en statue af en dansende dervish. Vi kommer også forbi en bygning med et stort Panasonic-neonskilt i toppen. Det bliver lidt et pejlemærke i starten, når vi skal finde hjem til lejligheden. Når vi kommer til Travel St, drejer vi til højre for at komme hen til bageren Artisan Sourdough Bakery. Det er nemt at se, hvor man skal dreje, da der er en stor skulptur af en tyr på hjørnet. Fortsætter man lidt længere hen, kommer man til den vej, hvor man skal dreje til venstre for at komme ned til State Departement Store. Drejer man i stedet til højre, finder man Zanabazar Museum of Fine Arts og restauranten The Green Zone.

Den sovjetiske indflydelse er tydelig at se på de forskellige bygninger i byen, både når det gælder de smukke bygninger omkring byens centrale torv og de mere slidte og faldefærdige huse. Vi synes, det er hyggeligt at gå rundt i Ulan Bator, da her er alt fra flotte gamle bygninger, templer, vægmalerier og helt nye foodtrucks til faldefærdige bygninger, trafikerede kryds, jordveje og helt moderne bygninger af glas.