Vores dagligdag

Vi går stadig en del ud og spiser, men bortset fra Porto, hvor alle restauranter var lukket ned, ender Montevideo med at være det sted, hvor vi laver mest mad hjemme. Det skyldes dels, at køkkenet er godt, og at vi kan finde det, vi har brug for, i supermarkederne og på grøntsagsmarkedet om lørdagen, men også at der ikke rigtig er gode restauranter i vores område, og så er her også temmelig koldt og blæsende om aftenen. Hvis vi har fået en lidt større frokost, køber vi oftest nogle empanadas med hjem, som vi varmer i ovnen om aftenen. I det hele taget er vi en del hjemme, hvilket vi nyder, da vi efter de mange oplevelser og udflugter i Peru trænger til, at der sker knap så meget.

Vi handler flere gange om ugen i supermarkederne, og hver tirsdag afleverer vi vores vasketøj i vaskeriet nede om hjørnet. Derudover har vi ikke så mange rutiner. Vi finder flere hyggelige steder, som vi vender tilbage til, og vi besøger de seværdigheder, der er i Montevideo, selvom det ikke er så mange. Vi går flere lange ture langs vandet, og vi tager på udflugt til Colonia del Sacramento og Punta del Este og har i de hele taget mange hyggelige dage.

Vi går rundt til langt det meste, og det er rigtig nemt at finde rundt, men vi finder også ud af at tage bussen nogle gange. Der kører masser af busser, og de fleste kører på Av. 18 de Julio. Man stiger bare på og betaler hos chaufføren, og det koster kun, hvad der svarer til 9 kr. pr. billet.

Da vores kreditkort udløber i 2023, beslutter vi allerede i Peru, at det måske er meget smart at bestille nye, som så kan blive sendt til Hannes bror Niels i Brasilien. Vores Visakort og MasterCard – fire stk. i alt – bliver sendt til Henrik, som sender videre til Niels, en uge før vi skal komme. De når dog aldrig frem, og vi bestemmer os for at vente med at bestille nye, indtil vi når til Buenos Aires, hvor vi skal bo i tre måneder. Kort tid efter vi kommer til Montevideo, bliver begge vores Visakort dog spærret, så vi må ringe til banken. Det viser sig, at Nets har lukket vores kort, da de nye ikke er blevet aktiveret inden for 30 dage, og at vores nuværende ikke kan genskabes. Vi bliver enige om, at vi så ligeså godt kan bestille nye MasterCard også, når vi er nu er i gang. Dagen efter bliver vores nuværende MasterCard også spærret – heldigvis har vi nået at hæve en smule kontanter. Det viser sig, at banken har lavet en fejl. Da de nye blev bestilt, skulle de først have slettet de to, der ikke er kommet frem. Det glemmer de, så da der bestilles to nye, bliver de ældste automatisk slettet, da man kun kan have to aktive kort. Henrik hjælper os ved at overføre penge via Western Union, så vi kan klare os, og banken får bestilt nye kort ekspres, som Henrik sender med DHL. Banken dækker udgiften, og vi har fire nye kort inden for otte dage. Det er rart at vide, at det trods alt kan gå hurtigt, hvis vi skulle få problemer en anden gang.

Karnevallet i Montevideo i januar og februar er en stor ting, og hver aften mødes folk forskellige steder i byen for at øve sig på candombe, som er en speciel musik- og dansestil, der opstod i Uruguay blandt efterkommere af befriede afrikanske slaver. Da vi er på guidet gåtur i det historiske centrum, fortæller guiden os, at en kvindegruppe samles hver tirsdag aften på hjørnet af Durazno og Juan D. Jackson, så der går vi ned. Vi ved ikke helt, hvornår det starter, så vi sætter os på restauranten El Recreo og drikker en øl og når også at få lidt at spise, inden der sker noget. Kl. 20 dukker gruppen op, og de starter med at tænde et lille bål, så trommerne kan blive varmet op. Det går der pænt lang tid med, så vi når en øl mere. Da de begynder at spille og danse, følger vi med et par blokke, hvorefter vi går hjemad.

I weekenden den 1. og 2. oktober er det Día del Patromonia i Uruguay. Det svarer lidt til Kulturnat i Danmark, hvor offentlige bygninger åbner dørene for publikum, og hvor museer har gratis adgang. Vi går ind til det historiske centrum om lørdagen, og her er masser liv. Vejret er dejligt, og restauranterne har fået godt gang i deres udeservering. Her er underholdning med både samba og flamenco, og vi besøger Museo del Carnaval og er inde i et par flotte bygninger. Vi spiser lidt tapas og drikker et glas vin på ginbaren Destilería Capicua, inden vi går hjem igen. Om søndagen er vi en tur oppe i rådhustårnet, hvor der er en flot udsigt, og vi besøger Museo de Historia del Arte, da der også her er gratis adgang.

Det begynder at knibe med at få plads i kufferterne til de ting, vi har købt det sidste års tid, så vi beslutter os for at sende endnu en pakke hjem til Danmark. Vi går ned og snakker med Pack Express Uruguay, og de siger, at de kan hjælpe med at pakke det hele ind, og at de sender med Copa Airlines. Indpakning er p.t. gratis, de er meget venlige, og den ene taler lidt engelsk, så vi beslutter os for at bruge dem. Den 10. oktober samler vi sammen, hvad vi har købt af souvenirs, kopper, billeder, magneter m.m., og beslutter os også for at sende vores Panama-hatte hjem. De bruger pænt lang tid på indpakning og registrering, og det viser sig endnu engang at være en del dyrere end forventet, men vi beslutter os for, at det er det, vi gør. Vi bliver også enige om, at det må være en del af de årlige rejseudgifter, og at det ikke skal afholde os fra at købe noget fremover. Vi får et tracking-nummer, og de første mange dage sker der ingenting, så vi når at blive lidt nervøse for, om vi er blevet snydt. Efter en uges tid forlader pakken dog Uruguay, og den når frem til Panama. Den skal videre til New York og derfra til København – det, kan vi ikke rigtig se, sker, men den 26. oktober skriver Henrik, at den er nået frem, og vi kan ånde lettet op.