Grand Junction

Vi tjekker ind på Tru by Hilton Grand Junction Downtown, som ligger tæt på stationen, og går derefter en tur gennem hovedgaden, da vi trænger til at strække benene – det er en hyggelig gade, og der er en masse sjove statuer. Vi er inde i en butik, og ejeren mener, at han kender nogle af de våben, vi producerer i Danmark, men han må vist forveksle os med svenskerne.

Vi sætter os ind i baren hos The Rockslide Brewery og får en øl. Bagefter går vi ind i deres restaurant ved siden af for at få noget at spise – det er et stort lokale, og der er godt fyldt op. Vi kigger lige en ekstra gang, da de fire ved bordet ved siden af tager hinanden i hænderne og beder bordbøn, inden de spiser; det har vi ikke set før. Maden er god, og vi har det hyggeligt, inden vi tager tilbage til hotellet.