Solpagoden og Månepagoden
Allerede på vores første dag i Guilin går vi en tur i det smukke område Riyue Shuangta Cultural Park, hvor vi kommer forbi Solpagoden og Månepagoden, og vi beslutter os for et besøg. De to pagoder, der oprindeligt blev bygget i Guilins voldgrav under Tang-dynastiet, blev rekonstrueret i 2001 ved hjælp af historiske optegnelser.
Månepagoden blev bygget på en ø i Shanhu-søen og er beklædt med glaserede teglsten, og går man ned i kælderen, kan man komme over til Solpagoden ved at gå gennem en tunnel, der ligger under søens overflade. I kælderen finder man også et fint museum, men det ødelægger lidt oplevelsen, at de ansatte sidder og sover med hovedet hvilende på et bord. Solpagoden er den højeste bronzepagode i verden og er en af de få pagoder i verden, der har en elevator. Fra toppen er der en fin udsigt til bjergene, men her må man ikke fotografere, så vi må et par etager ned, så vi kan tage billeder ud ad vinduet.
Om dagen ser de to pagoder rimelig ens ud, men om aftenen er pagoderne belyst, så Månepagoden ser ud til at være af sølv og Solpagoden af guld. Det er der mange, der gerne vil have billeder af.