Øvrige restauranter, caféer og barer

Udbuddet af restauranter, hvor Hanne kan tåle maden, er ikke helt så stort som andre steder, vi har boet, så vi ender med at komme de samme steder flere gange. Ud over Shamrock og Fantuanjiang besøger vi også The Room på Daxue Road, men begge gange må vi sidde udenfor, da der ikke er borde indenfor; det er desværre lige varmt nok, men pizzaen er god. Heyin Japanese Cuisine i Tangba Street besøger vi på Hannes fødselsdag, og maden er rigtig god; vi skal dog ned og sidde i et hul under bordet, som det ikke er helt nemt at komme op af igen.

Houcaller Steak lige nord for hotellet er et steakhouse i den billige ende, hvor vi kommer et par gange. Den ene gang falder vi i snak med Jay, som er her fra byen, men har studeret i udlandet. Wagas Limited er en café, der ligger i forbindelse med indkøbscenteret Yanlord Landmark Plaza. Vi spiser god frokost et par gange og aftensmad en enkelt gang, og da får vi begge en god salat. Det lykkes os en enkelt gang at komme, inden deres kanelsnegle er udsolgt, men de er desværre ikke så gode, som vi havde håbet på. Vi besøger også deres café over for Tianfu Square. I indkøbscenteret under Tianfu Square besøger vi Sushi Express, som har running sushi, men vi kommer kun en enkelt gang, da der er lidt for mange af retterne, som ser lidt for underlige ud til os.

To gange tager vi en DiDi lidt længere væk til området syd for floden. Vi besøger den italienske restaurant Gli Azzurri, hvor ejeren oprindelig er fra Milano, og her får vi lækker mad og god italiensk rødvin. Vi besøger også Morgan’s Steakhouse, hvor vi får masser af kød og en Malbec fra Mendoza, men det er et lidt pudsigt gammeldags sted.

Vi får besøgt en del caféer, men det bliver mest til iste og knap så mange kager. Hibake ligger på Daxue Road, og her er vi en enkelt gang, og det samme gælder Mawei Coffee, som ligger samme sted. Chagee er en kæde, som har specialiseret sig i iste, og den besøger vi et par steder i byen; det samme er Molly Tea, som vi besøger i området ved siden af Wenshu-klosteret. Chuli Cake, Huan Jian og Bao’s Pastries besøger vi alle en enkelt gang, og vi får lidt specielle kager det sidste sted. Chahualong Tea ligger i indkøbscenteret under Tianfu Square, og her kommer vi flere gange, mens det kun bliver til ét besøg i Luckin Coffee, da kaffen er virkelig dårlig. Den ligger ellers alle steder i byen. Vi besøger også Starbucks og Tim Horton, men det snakker vi ikke for højt om.

Vi besøger den lille bar Lazy Guys i bydelen Yulin, hvor øllene og stemningen er god, men man må desværre ryge indenfor, så vi bliver der ikke så længe. Habitat er en forholdsvis ny bar, som ligger ved floden på vej hen til den første bro i vestlig retning, men her er desværre rigtig mange myg og ikke andre gæster, så det bliver kun til et enkelt besøg. På Hannes fødselsdag får vi en rigtig god og ret dyr australsk stout på en lille bar i Tangba Street.