Øvrige restauranter, caféer og barer

Langt de fleste aftener spiser vi i vores eget område Recoleta. Her besøger vi La Palita; et lidt gammeldags sted, hvor bøffen den første gang er fin nok, men hvor den pasta og risotto, vi får anden gang, ikke rigtig smager af noget. Oviedo Restaurante, hvor vi holder juleaften, har en rigtig god ret med lam og den gode rødvin fra Mendel, og det lille lokale kødsted Restaurant Norte er hyggeligt på den lidt gammeldags måde, men vi sidder lige ved deres aircondition og fryser rigtig meget, den ene gang vi er her. Den lidt dyrere restaurant ROUX opgiver vi at besøge, da de skal have alle vores kreditkortoplysninger ved bordbestilling.

Festín, som ligger lidt længere væk, er et hyggeligt sted, hvor vi kommer flere gange, og da vi ser vores tjener fra Particular her, finder vi ud af, at de to steder har samme ejer. Tæt herpå spiser vi en enkelt gang på Brut Nature, og maden er god, men her er frygtelig varmt. Endnu længere ude ligger Restaurant Rigoletto, som er en hyggelig italiensk restaurant, som vi besøger to gange.

Hos Jay’s, der er en diner, spiser vi brunch, lige da vi er kommet til byen, og her er pyntet op til Halloween. Prida er et meget lokalt sted med gode og billige sandwich, og her kan vi få den gode stout fra Mendoza, Andes Origin Negra. Burgerrestauranten Luxenburger Bar besøger vi en enkelt gang; burgerne er gode, men der er aldrig nogen mennesker. Da Hanne er kommet til skade med sine knæ, henter Jens Peter burgere hos Mi Barrio Hamburguesería, og en af de sidste dage i byen spiser vi empanadas hos La Cocina. Det er et sted, der får rigtig gode anbefalinger, og lokalet er sjovt indrettet, men deres empanadas er nu ikke meget bedre end så mange andre steder.

Vi besøger caféerne Usina Cafeteria, Café de Quartier og Magnolia’s Cakes en enkelt gang, spiser frokost på Delicious Café to gange og besøger Bicho Café på Agüero flere gange, da de har gode kanelsnegle. Her er en række isbarer i området, og de bedste is finder man hos Occo Helados, men vi går oftere op til Podio Helado, da man her kan sidde inde, væk fra solen. Vi spiser også is hos Cremolatti og Lucciano’s.

En enkelt gang drikker vi en øl på 12 Canillas, som ligger skråt over for Particular, men man sidder dårligt, og øllen er kedelig, så det bliver ved den ene gang.