La Barra

La Barra ligger på Av. Belgrano og er efter vores mening det hyggeligste grillsted i Mendoza. Vi kommer her tre gange, men de første to gange er vi desværre næsten alene i restauranten, hvilket er rigtig synd. Vi tror, det kan skyldes, at man skal krydse den brede vej for at komme derover, og at der ligger så mange steder på den anden side, så mange aldrig finder den. Rent turistmæssigt er byen nok heller ikke helt kommet over pandemien endnu. Heldigvis er der helt fyldt, da vi kommer den sidste gang, og det giver en god stemning.

Lokalet er rigtig hyggeligt indrettet med rustikke træmøbler og masser af vinflasker rundt omkring, og bagved finder man en gårdhave og ikke mindst den store grill, hvor al maden tilberedes. Første gang får vi asado de tira (short ribs), anden gang en stor tomahawk steak hver, og tredje gang vender vi tilbage til asado de tira, som vi er ret vilde med. Vi får hver gang en virkelig god Malbec og godt tilbehør, og så er betjeningen helt i top.