Vores nabo

Et par huse længere henne ad gaden bor en mand, som altid sidder i en stol ude på gaden i skyggen – ofte har han selskab af sin kone og hund og engang imellem af en yngre mand, som måske er deres søn. Han begynder ret tidligt at hilse på os, når vi går forbi, både morgen, middag og aften – han taler med kraftig dialekt, så vi forstår ikke, hvad han siger, men vi synes, det er hyggeligt. Han siger for det meste bare “buenas, buenas, buenas”.

Vi ser ham nogle gange ude i byen, og han er nem at genkende, da han trækker kraftigt på det ene ben – en af gangene mener vi, at han beder os om penge, men vi er ikke sikre. En dag møder vi ham nede på Calzada, og vi tror, at han spørger os, om vi er vej hjem – vi siger i hvert fald ja. Kort tid efter, at vi er kommet hjem, ringer hans kone på døren. Vi kan slet ikke forstå, hvad hun siger, men tror måske, at hun beder om penge – vi er slet ikke sikre og giver hende ikke noget, og hun går igen.

Nogle uger, før vi rejser, er vi på La Hacienda, og der er en meget fuld mand, som i bar overkrop sejler rundt ude på kørebanen og indimellem også sætter sig ned. Han snakker og råber op, og først efter lang tid opdager vi, at det er naboen, da vi ser, at han trækker på det ene ben – vi ignorerer ham, og det ender heldigvis med, at han går igen.

Historien gentager sig en uges tid senere, også på La Hacienda. Denne gang kan Hanne forstå noget af det, han råber – han siger, at vi er hans naboer, og at vi er meget høje – Frank bekræfter også, at han har forstået, at vi er hans naboer. Det er lidt pinligt, især for ham, og vi ignorerer ham igen. Da han er blevet ædru og sidder ude på fortorvet igen, virker han meget flov og tør næsten ikke hilse på os. En lidt trist afslutning.