La Marmite

La Marmite ligger på hovedgaden Mitre, og her mødes vi med Rodrigo og Mariana den første aften i byen. Vi får begge ørred, som smager dejligt, og vi er enige om at komme tilbage, da stedet er hyggeligt, og da de reklamerer med fondue.

Vi ender med at komme her tre gange mere og får alle gangene deres emmentaler-fondue, da den dels smager godt, dels er det en rigtig hyggelig måde at spise på. Man får brød, gulerødder, tomater, kartofler, champignons (en enkelt gang grønne æbler), bacon og pølser, som man dypper i boblende smeltet ost, og det smager noget bedre end den ene gang, vi fik det i Buenos Aires. Den ene af gangene vælger vi en rødvin fra Patagonien, men den er nu ikke speciel god, så gangen efter bliver det igen til en Malbec.

Det er et hyggeligt sted, og tjenerne er søde, så vi er her både til vores kærestedag og til vores afskedsmiddag den sidste aften i byen.