Vores lejlighed
Vores lejlighed ligger på adressen Gral Antonio Tiscornia 218, 2. sal, lejlighed B i en rigtig pæn nyere bygning. Man skal bruge en token for at komme ind i opgangen gennem to døre, hvoraf den inderste dør dog ikke kan låse i ca. halvdelen af den tid, vi bor her. Man tager derefter elevatoren op til 2. sal.
Man går direkte ind i stuen, hvor der lige først for står en lav reol. Til venstre er køkkenet og et spisebord, og foran den lave reol er der en sofasofa, som er det eneste møbel, man kan sidde i, og hvor man desværre sidder meget dårligt. Der er et par puder, som man kan sætte i ryggen, men man kan kun sidde der ved at læne sig op ad væggen. Til højre for hoveddøren er badeværelse og soveværelse, og begge rum er rigtig pæne. Det hele virker meget pænt, nyt og rent, og det er ikke vores indtryk, at lejligheden har været lejet ud særlig ofte, da både sengetøj, håndklæder, føntørrer, elkedel og andre ting ser helt nye ud. Køleskabet er dog af ældre dato og larmer rigtig meget hele tiden. I forhold til andre steder, vi har boet, holder lejligheden rigtig godt på varmen, og her er aldrig koldt. Et lille minus er, at der ikke er wi-fi i lejligheden, men det står i beskrivelsen, så det er vores egen skyld, at vi ikke har været opmærksomme på det.
Lejlighedens helt store plus er den fantastiske udsigt over søen, og det er nok også det, man betaler for, og så spiller det ind, at Bariloche er en turistby, og at vi er her i højsæsonen. I forhold til Buenos Aires er huslejen meget høj, og det er en væsentlig grund til, at vi kun skal bo her i en måned. Den flotte udsigt betyder så også, at vejen herop nede fra søen og fra hovedgaden Mitre er virkelig stejl, så den tager man ikke flere gange om dagen. Vi kan heldigvis tage en taxa for 10-12 kr., så det gør vi, når vi skal hjem helt nede fra bunden. Det er der mange, der gør, så der er rift om taxaerne om aftenen. Vi har indtryk af, at de mere eller mindre lever af at køre turisterne op ad bakkerne i byen.