Elwin og Diana

Elwin bor i stuelejligheden til højre, og vi hilser på ham første gang, da vi sidder på pizzeriaet Pisa Pizza. Han kommer hen og præsenterer sig, da han kan genkende os. Vi kan nu ikke genkende ham, men det er også lidt svært, når alle går med mundbind. 

Et par dage efter stopper han Jens Peter nede i haven, da han er nede efter vand, og de får en længere snak. Elwin kommer oprindeligt fra Surinam, som er et lille land i den nordlige del af Sydamerika, som oprindeligt var en hollandsk koloni, og hvor der stadig tales hollandsk. Som helt ung tog han til Amsterdam, hvor han uddannede sig til fysioterapeut og blev gift med Diana, der er sygeplejerske og også fra Surinam. Efter 20 år i Amsterdam emigrerede de til Florida, hvor de nu har boet i 30 år. De er begge sidst i 60’erne og pensionerede, men Elwin er mere glad for at rejse, end hun er, så han tager gerne afsted nogle uger før hende, og så støder hun til. Diana skal komme ugen efter.

Han spørger, om vi kan lide levende musik, og om vi vil med ind på restauranten El Sol y La Luna om fredagen. Det vil vi gerne – på det tidspunkt har vi allerede været derinde og høre musik, så vi kender godt stedet. Hanne bestiller bord til kl. 20, så vi kan få noget at spise først – vi bestiller begge en steak, og Elwin tager en pastaret. Guitaristen Chico Sanchez er ret god, og vi har nogle hyggelige timer. Elwin ender med at tage regningen, hvad vi slet ikke havde regnet med, så vi aftaler, at vi vil invitere dem begge ud, når Diana er kommet.

Vi hilser på hende et par dage senere, og hun er desværre faldet og har slået sit knæ. Vi bliver enige om, at hun lige ser tiden an et par dage, inden vi aftaler at gå ud. Hun bliver efterfølgende røntgenfotograferet, og det er heldigvis bare slaget, så vi aftaler at mødes på Tastavins til frokost dagen efter. Vi får forskellige former for tapas, og vi har et par hyggelige timer. Inden vi går hjem, lokker vi dem med hen på Expendio Tradicion til en cocktail med mezcal, og Diana er heldigvis lige så glad for den med kaffe, som vi er.

De rejser fra Oaxaca, nogle uger før vi gør, da Elwin gerne vil vise Diana nogle andre steder i Mexico. Vi holder kontakten på WhatsApp og Facebook, og hvis vi nogensinde kommer til Florida, har de et gæstehus, hvor vi kan overnatte.