Hanoi Fusion Pub & Restaurant
Hanoi Fusion ligger på vores vej et par blokke henne, hvis vi drejer til venstre, når vi kommer ud ad vores gadedør. Vi får allerede ved vores første besøg en rigtig god betjening, de er gode til engelsk, her er hyggeligt, og så er maden både god og billig, så vi ender med at komme her en del gange.
Vi vælger altid at tage fem små forårsruller til deling til forret, da de har nogle af de bedste forårsruller i byen. Til hovedret tager Hanne altid en ret med stegt oksekød i en sauce med grøntsager og hertil stegte nudler. Det er heldigvis muligt at få retten uden peberfrugter. Den smager rigtig godt, men er desværre ikke altid helt varm nok, selvom vi nævner det; det er desværre ret typisk for Vietnam. Jens Peter vælger lidt forskelligt. Enten bliver det en ret, der minder om Hannes, men hvor den serveres på en lille pande, hvor det hele syder og bobler, og hertil ris, eller en ret med noget, der minder om frikadeller i bananblade, men her er han ikke så vild med nudlerne, der serveres til. Vi tager altid en halvliters lokal øl hver, og vi kan få det hele til 142 kr.
Allerede første aften får vi en rigtig god betjening af en af de mandlige tjenere, som efterfølgende altid bliver glad for, at vi kommer tilbage, og vi bliver også betjent mange gange af en meget lav pige, som efterhånden ikke behøver at spørge, hvad vi skal have. De er begge rigtig søde.
Det er et hyggeligt sted, hvor det er nemt at falde i snak med andre vestlige turister, og vi fejrer både Jens Peters fødselsdag her og har vores afskedsmiddag, dagen før vi tager til Chengdu.