Vi kører til Colorado Springs

Vi tjekker ud fra hotellet i Santa Fe og kører mod Colorado Springs. Vi vil helst undgå motorvejen, men vil heller ikke ud på alt for små veje, da vi ikke er helt sikre på vejret, så vi vælger lidt et miks. Vi starter med at køre på en lidt mindre vej, hvor vi på et tidspunkt kører langs Rio Grande, så vi står selvfølgelig ud og tager billeder af denne berømte flod. Vi holder ind hos Frank’s Eats & Sweets og får lidt frokost – endnu et lidt kikset sted. Vi kører i et smukt landskab med store bjerge i baggrunden og drejer ud på motorvejen det sidste stykke, inden vejen bliver alt for lille. 

Vi tjekker ind på The Antlers i Colorado Springs og starter med at gå ned i baren og få en gin og tonic, og da det er temmelig koldt udenfor, bliver vi på hotellet og spiser aftensmad i restauranten.

Næste morgen går vi ud i byen for at finde et sted at få morgenmad, da vi gerne vil se lidt af byen, men det er så småt begyndt at sne, og det er hundekoldt, så vi når ikke så langt. Vi går ind på Springs Orleans, hvor de reklamerer med brunch, og på menukortet kan vi se, at det ikke er så dyrt. De er ved at dække op til den helt store buffet, så vi siger, at vi gerne vil have brunch og vente på buffeten. Det smager dejligt, og udvalget er stort, men da vi får regningen, er der åbenbart en anden pris her om søndagen. Det viser sig, at restauranten hører til det lidt finere hotel The Mining Exchange – vi undrede os godt nok over, at der var nogle, der fravalgte buffeten, når den ikke var dyrere. Men vi overlever jo nok; vi skulle bare have spist mere af de dyre ting.