Ankomst og de første dage

Vi lander sidst på eftermiddagen/først på aftenen i Denver International Airport den 29. november 2019 – det er dagen efter Thanksgiving Day og dermed Black Friday. Det har sneet kraftigt dagen før, der er masser af sne, og det sner stadig lidt. Det går smertefrit og rimelig hurtigt med at komme igennem immigrationen og finde vores kufferter, og vi køber et par flasker vand, inden vi går ud og finder en taxa. Vi kommer til at køre med en mexicansk taxachauffør, der oprindelig er illegal indvandrer fra Chihuahua, men som nu har opholdstilladelse – han snakker uafbrudt hele vejen ind til Denver, og Hanne føler sig ikke helt tryg ved, at han ikke koncentrerer sig mere om sin kørsel, da der er ret meget sne på kørebanen. På et tidspunkt kører vi forbi en stor bygning, der hedder Denver Coliseum, og vi spørger, hvad det er. Han fortæller, at der i januar er et kæmpe arrangement, som hedder National Western Stock Show, hvor der bl.a. er flere dage med rodeo – det må vi lige kigge nærmere på, bliver vi enige om.

Vi ankommerVi kommer dog sikkert frem til 2604 Stout Street, hvor vi skal bo de næste tre måneder – huset ligger på hjørnet af Stout Street og 26th Street. Der er dog slet ikke fjernet sne, så Hanne skøjter lidt rundt med kufferterne, da hun ikke har de skridsikre støvler på. Nøglen er låst inde i en lille nøgleboks, hvorpå der står King – den kode, vi har fået af Julia, virker heldigvis, så vi kan få lukket os ind med al bagagen. Huset består af fire lejligheder, og vi skal bo i lejlighed 1, som ligger i stuen til højre.

Vi er lidt sultne og ved ikke helt, hvornår de forskellige steder lukker her på Black Friday – klokken er blevet omkring 20.30 – så vi skynder os at finde vinterstøvlerne frem og kæmpe os gennem sneen til Welton Street, hvor Hanne ved, der ligger en café, der hedder Coffee at the Point. De er ved at lukke, men da de hører, at vi har været undervejs helt fra Danmark, får vi lov at komme ind og få en sandwich, mens de rydder op. Bagefter går vi hjem og på hovedet i seng.

Næste morgen tager vi ud for at spise brunch. Der er stadig ikke ryddet meget sne, men vi finder ud af i den kommende tid, at det ikke er noget, der bliver gjort så meget ved – der er vi bedre vant i København. Hanne har hjemmefra læst om et sted, der hedder Snooze, an A.M. Eatery på Larimer Street, men da vi kommer derhen, er der lang kø, og folk bliver skrevet op til et bord – vi får at vide, at der godt kan gå en time, men det gider vi ikke at vente på. Vi besøger stedet på et senere tidspunkt af vores ophold, og det er såmænd ikke meget bedre end så mange andre steder. Vi fortsætter ind mod Downtown og ender med at spise på Syrup Downtown, som er rigtig fint – meget amerikansk og med store portioner, men vi kan nu godt spise op. Der er flere, der får resterne med hjem i en doggy bag, hvilket sker på de fleste restauranter, finder vi ud af – det kommer vi nu aldrig til at vænne os til, og så meget levner vi aldrig. En anden ting, der er svær at vænne sig til, er deres drikkepengesystem – reglen siger, at man giver 15%, hvis man ikke er tilfreds; 20%, hvis man er tilfreds; og 25%, hvis man er meget tilfreds. Vi synes, 20% er meget.

Derefter går vi på jagt efter en telebutik, da Hanne skal have et abonnement, så hun kan have data, når vi ikke er hjemme – Jens Peter kan stadig bruge 3. Vi ender med at vælge Verizon, hvor vi får en god betjening, da vi kommer ind i butikken. Hanne får et abonnement, som skal fornyes hver måned ved henvendelse i butikken. Vi går videre gennem 16th Street Mall og ender med at gå ind på Starbucks for at få en kop kaffe. Det er ikke en særlig pæn butik, og det er første gang, vi rigtig lægger mærke til de hjemløse i Denver. En mand har købt en kop kaffe, og han fylder alt i, hvad man kan forestille sig af diverse sukker, mælk, fløde m.m., så han kan få så meget næring som muligt – et trist syn.

Det er efterhånden blevet rigtig koldt og blæsende, så vi tager hjem for at få pakket ud. Om aftenen går vi i Denver Central Market og får lidt at spise samt køber brød, smør og ost til morgenmad. I løbet af weekenden kommer Julia forbi, og vi får aftalt, hvordan termostaten skal indstilles. Hun bor i Denver, og vi aftaler, at hun fremover kommer forbi en gang om ugen for at vande alle blomsterne, og at hun sender en sms til Hanne inden. Det fungerer fint, og hun er rigtig sød.

Jens Peter skal have købt en computer, og vi skal have købt nogle ting, bl.a. tørrestativ og snavsetøjskurv – derudover vil Hanne også gerne have købt kapsler til Nespresso-maskinen. Som det næsten altid er tilfældet i USA, ligger de fleste shoppingcentre et stykke fra centrum, og det samme gælder åbenbart computerbutikker. Da vi har boet i Denver et stykke tid, finder vi ud af, at rigtig mange får bragt varer ud fra Target, Walmart og Amazon – der bliver dagligt læsset varer af til naboerne, der får bragt alt fra toiletpapir til hundemad m.v., og det bliver bare sat på verandaen.

Vi lejer bilVi beslutter os for at leje en bil om mandagen hos Enterprise Rent-A-Car på Broadway, da de ligger tæt på, og prisen er fornuftig. Vi går derind og finder for første gang ud, at det ikke er helt lige meget, hvilken vej man vælger ind til byen, hvis man ikke bryder sig om at gå gennem de hjemløses teltlejre. Vi får en god betjening hos Enterprise og får udleveret en bil – der er stadig en del sne, men folk kører pænt. Vi starter med at køre i Walmart – mere amerikansk kan det ikke blive – hvor vi køber tørrestativ og vasketøjskurv samt to meget store poser M&M. Tingene er billige, men derudover er vi ikke specielt imponerede over Walmart. Derefter kører vi ud og køber Jens Peters computer og derfra til shoppingcenteret Park Meadows, som er det eneste sted i Denver, hvor der er en Nespresso-butik. Vi spiser en BLT med rigtig meget bacon – lidt for meget efter Jens Peters smag – og derefter kører vi hjem med vores indkøb og så ind og aflevere bilen.