Ankomst
Vi ankommer med højhastighedstoget fra Beijing til Yichang onsdag den 26. august 2026 kl. 18.45. Det er herfra, vores cruise på Yangtze-floden begynder dagen efter.
Sidst vi ankom til en kinesisk by med tog, var sidste sommer, hvor vi kom til Guilin, og her blev vi snydt af en taxachauffør ved stationen. Derfor har vi aftalt, at vi denne gang under ingen omstændigheder vil køre med taxa, så vi leder efter det sted, hvor vi kan blive samlet op af en DiDi. De har ikke gjort det helt nemt, da vi bl.a. skal ned ad nogle trapper, men det lykkes os da at finde ud på en lille parkeringsplads. Her bliver vi straks overfaldet af en række sorte taxachauffører, men vi prøver at ignorere dem og bestiller en DiDi. Vi bliver tildelt en vogn flere gange, men den kommer bare ikke. Vi får flere gange beskeden, at den er kommet, men vi kan ikke finde den, og de sorte taxachauffører bliver mere og mere pågående, og det er ret ubehageligt. Da vi til sidst har opgivet og har bestemt os for at gå tilbage for at tage en autoriseret taxa, kommer en af de sorte taxachauffører gående med en chauffør, som viser sig at være vores. Han har parkeret bilen inde i parkeringshuset ved siden af parkeringspladsen.
Vi ånder lettet op, da vi har fået alle kufferter ind i bilen og derefter kører mod hotellet. Da vi kommer frem, viser det sig imidlertid at være det forkerte hotel. Personalet hjælper os med at bestille en ny DiDi til det rigtige hotel, og endelig er vi fremme. Heldigvis koster hver tur kun 35 kr. Vi får tjekket ind, og de er rigtig søde, men kan ikke tale engelsk.
Klokken er efterhånden blevet tæt på 20, så vi går ud i byen for at finde noget at spise. Det er ikke helt nemt, da alle restauranter ser ud til at servere hot pot med masser af chili. Da temperaturen er tæt på 35 grader, orker vi ikke at gå alt for meget rundt, så derfor ender vi på McDonald’s. Bagefter går vi hen på en bar over for hotellet for at drikke en øl, og da man må ryge indenfor, sætter vi os ude på fortovet. Vi får en god weissbier, men her er næsten for varmt til, at vi rigtig kan nyde den. Vi går tilbage til hotellet og går tidligt i seng efter en lang dag.