Peak of Three Gorges
Kort tid efter vi har sejlet gennem den sidste slugt, lægger Victoria Jenna til land, og kl. 15.00 har vi tilmeldt os en udflugt, der med bus går til Peak of Three Gorges. Vi har heldigvis en god chauffør, der får os sikkert op ad bjerget, og på vejen kommer vi forbi en del appelsinplantager. En shuttlebus kører os det sidste stykke.
Peak of Three Gorges (også kaldet Three Gorges Summit eller Top of the Three Gorges) er det højeste udsigtspunkt ved Yangtze-floden, og det ligger i 1.388 meters højde. Vi har igen en engelsktalende guide, der ikke taler særlig godt engelsk, så ret hurtigt finder vi i vores eget tempo op ad trapperne til platformen, hvor udsigten er helt fantastisk. Der er heldigvis færre trapper op, end vi havde frygtet.
Vi nyder udsigten en halv times tid og tager det stille og roligt ned igen. Vi besøger souvenirbutikken, inden vi kører ned til bussen og derfra tilbage til skibet, hvor vi er ca. kl. 18.30.