Dashchoilin-klosteret
Vi besøger det lille buddhistiske kloster Dashchoilin, der ligger meget tæt på vores lejlighed. Klosteret består af nogle farvestrålende gers, hvilket vil sige de typiske mongolske telte, der ellers oftest er hvide med forskellige former for dekorationer. I en forholdsvis ny bygning ved siden af teltene finder man en 16 meter høj Buddha-statue.
Da vi har kigget på de farvestrålende gers og har gået rundt om den høje Buddha-statue, går vi op i caféen, der ligger i samme bygning. En ung studerende spørger, om vi ikke vil sætte os ved hans bord, så han kan øve sig i at snakke engelsk. I starten er det hyggeligt, da han fortæller om at vokse op på landet i et af de typiske telte, hvor det om vinteren kan blive ned til 40 minusgrader. De tænder et ildsted midt i teltet, som gør, at der først bliver meget varmt og derefter meget koldt, når det brænder ud hen på morgenen. Nu nyder han at bo i Ulan Bator, hvor der er centralvarme i lejligheden. Samtalen bliver lidt anstrengende til sidst, da han ikke rigtig forstår konceptet “ikke-troende”; han synes bestemt, at vi skal ned på knæ foran Buddha-statuen.