Djengis Khan-rytterstatuen og Terelj Nationalpark
Når man søger på udflugter ud af byen, kommer man ikke uden om et besøg ved Djengis Khan-rytterstatuen, så vi bestiller en privat tur dertil, som også inkluderer et besøg i Terelj Nationalpark. Vi kan ikke bestille opsamling hjemme hos os selv, men vi mødes med vores guide ved hotellet Novotel, der ligger meget tæt på. Han er en rigtig hyggelig fyr, som heldigvis også viser sig at være en meget behagelig chauffør. Vi finder desværre aldrig ud af at udtale hans navn, da det mongolske sprog har nogle lyde, der slet ikke giver mening i en dansk mund.
Da vi tager afsted under Nadaam-festivalen, er der ikke meget trafik, så vi kommer forholdsvis hurtigt ud af byen og er fremme ved rytterstatuen kl. 10.00 efter en times kørsel. Djengis Khans rytterstatue, der er en del af Djengis Khans statuekompleks, er en 40 meter høj statue af rustfrit stål af Djengis Khan på hesteryg og verdens højeste rytterstatue. Monumentet blev færdiggjort i 2008 for at markere 800-årsdagen for grundlæggelsen af det mongolske rige. Man kan komme op at stå oven på hestens hoved, hvorfra man kan kigge ud over stepperne med bjergene i baggrunden. Vi tager elevatoren op og får taget nogle billeder fra toppen, hvorefter vi kigger lidt på museet inde i statuen. Vi besøger en af souvenirbutikkerne, hvor Hanne køber en kop og Jens Peter en cap.
Derfra kører vi ind i Terelj National Park, og det kommer bag på os, hvor utroligt dårlige vejene er. Vi er glade for, at vi har en chauffør, der har gjort turen før. Vi har det første stop ved stenformationen Turtle Rock, der ganske rigtigt ligner en skildpadde, men ellers er der nu ikke meget at kigge på. Fra Turtle Rock kan vi langt væk se dagens sidste stop, Ariyapala Meditationstempel, der ligger for enden af en frygtelig masse trapper. Vi kører dertil ad endnu dårligere veje, og vores guide sørger for at købe billetter, men lader os selv tage turen op. Stien er ret stejl, så vi taber pusten indimellem, men vi har en god gåtur med udsigt til flotte bjerge, masser af vilde blomster og en tur over en bro, der gynger lige lovlig meget. Hannes knæ har det ikke så godt, så den sidste del af turen ad trapperne op til templet lader hun Jens Peter klare selv.
Herefter er den officielle del af programmet slut, men vi får vores chauffør til at gøre hold ved en souvenirbutik, og derefter vil vi gerne have frokost. Han kører op til Terelj Lodge Ger Camp, som er et større sted, hvor man kan leje feriehytter i form af gers, og her ligger også en restaurant. Vi får desværre en ualmindelig dårlig betjening og ender med at vente mere end en time på at få mad. Vores guide er oppe at rykke flere gange uden held og beder til sidst Jens Peter om at gå derop, da hans erfaring er, at de lytter mere til turister end til guider. Vi spørger ham, hvorfor han har valgt dette sted, når han ved, at servicen er dårlig, og han siger, at det er det reneste sted, han kender her i området. Da vi endelig får maden, er den ene ret forkert, så vi må vente yderligere 10 minutter, inden vi alle tre kan spise. Det smager heldigvis godt, og vi har brugt tiden på at få talt mere med vores guide. Det viser sig, at han til daglig arbejder i et it-firma, men bruger et par uger af sin sommerferie på at arbejde som guide, mens hans kone og barn er i sommerhus.
Efter den efterhånden ret sene frokost kører vi tilbage til byen efter en hyggelig dag med en god chauffør.