Julemarked
Det tyske julemarked i Shanghai skulle efter sigende være Asiens største og har mange besøgende hvert år, som kommer langvejsfra, så efter vores gåtur på The Bund er det tid til lidt julestemning. Vi har ikke kunnet finde den nøjagtige placering på Google og er tæt på at opgive at finde det, men lige pludselig ligger det der, så efter en kop kaffe på Starbucks får vi købt billetter og kommer indenfor.
Vi har nogle rigtig hyggelige timer med masser af julepynt, “snevejr”, glühwein, belgisk øl, tyske pølser, rösti, churros og brændte mandler, og vi falder både i snak med et par svejtsere, der rejser som os, og en belgier, der er markedsansvarlig for bryggeriet Kasteel i hele Asien. Øl fra dette bryggeri stødte vi på første gang i Luang Prabang, og især Jens Peter er begejstret for deres øl, der ofte er ret søde. Vi får spist en masse, køber dette års julepynt og besøger også Rittersports stand, der dog ligner en rodebutik med to ansatte, der har mere travlt med deres telefoner end med at servicere kunder, så der køber vi ikke noget.
Da klokken er 18, og vi efterhånden har set det hele nogle gange, går vi tilbage til The Bund og tager derefter en DiDi hjem efter en rigtig hyggelig dag i Shanghai.