Shanghai

Shanghai, Kina

Shanghai, der er Kinas næststørste by, med 9,3 mio. indbyggere inden for bygrænsen og knap 25 millioner i hele kommunen, ligger ca. 80 km øst for Suzhou, og vi besøger denne kæmpe by to gange i den tid, vi bor i Suzhou.

Torsdag den 11. december vælger vi at tage en DiDi ind til Shanghai Tower, der ligger meget centralt i byen på den østlige side af Huangpu-floden i finansdistriktet Pudong. Det viser sig at være en lidt dårlig idé, da trafikken er meget voldsom hele vejen gennem byen, så turen i alt tager ca. 2 timer. Den sidste time føler vi, at det meste af tiden går med at holde for rødt lys, men heldigvis er prisen jo fastsat på forhånd, når man tager en DiDi.

Vi har en hyggelig dag, hvor vi er oppe i Shanghai Tower, går tur på The Bund og besøger et julemarked, inden vi tager en DiDi hjem igen kl. ca. 19 efter at have oplevet udsigten fra The Bund med lys på. Denne gang kan vi gøre turen på halvanden time, men af en eller anden grund er den også noget dyrere; måske fordi det er om aftenen.

Anden gang, vi besøger Shanghai, er torsdag den 18. december, og denne gang beslutter vi os for at tage højhastighedstoget derind. Vi tager en metro ud til Suzhou Park Railway Station, og her forsøger vi at købe en billet til Shanghai i en af automaterne. Det lykkes ikke, da det ser ud til, at det kræver et kinesisk id-kort, men vi kan heldigvis få hjælp henne ved skranken og får billetter til en afgang om et kvarter. Denne afgang går godt nok ikke helt ind til centrum, men til Hongqiao-lufthavnen, hvorfra vi kan tage en metro. Lige da vi er kommet ud på perronen, kører højhastighedstoget fra Beijing til Shanghai forbi; vi troede slet ikke, at et tog kunne køre så hurtigt. Turen ind til lufthavnen tager 35 minutter, og vi finder nemt metroen til dagens første stop.

Vi besøger Yuyuan-haven og de omkringliggende gader, og herefter tager vi en metro ud til området Den Franske Koncession, hvor vi spiser frokost og går rundt resten af dagen. Omkring kl. 18.30 tager vi en metro tilbage til lufthavnen, og efter at have ledt lidt finder vi en skranke, hvor vi kan købe billetter til toget til Suzhou. Afgangshallen er enorm, men endnu engang er vi imponerede over, hvor gode kineserne er til at informere, så der ikke er nogen tvivl om, hvor man skal hen. Denne gang kører toget til Suzhou Railway Station, men der går heldigvis også en metro, så det er nemt at komme hjem til hotellet.