Chihuo Yakitoui
Hvis man går gennem det lille butikstorv We Walk, hvor ølbaren Birdland ligger, og fortsætter ned for enden af den gade, der går i forlængelse af butikstorvet, kommer man til den japanske restaurant Chihuo Yakitoui.
Det er en rigtig god restaurant med mad på pinde, som man vælger fra en buffet, hvorefter kokkene griller dem, inden de serveres. Det er samme type restaurant som den, vi blev glade for i Xi’an, men udvalget her er større, og kvaliteten er også noget højere. Vi vælger oftest oksekød, svinekød, baconruller, svampe, majskolber og ananas, og vi får den japanske øl Kirin Ichiban til.
Det er et hyggeligt sted med god mad, og allerede da vi kommer anden gang, bliver vi taget imod, som om vi er stamkunder. Personalet taler ikke meget engelsk, men de er rigtig søde, og det er her, vi vælger at spise den sidste aften i Suzhou.