Panmen Scenic Area

Vi tager en metro ind til centrum for at besøge Panmen Scenic Area i det sydvestligste hjørne af den gamle del af byen. Det viser sig at være et noget større område, end vi havde regnet med, så vi hygger os her i halvanden time og drikker også en sodavand på et tidspunkt.

Ved indgangen står Ruiguang Pagoda, der er den ældste pagode i Suzhou, men derudover er her både dragefigurer, en sø, kanaler, flotte bygninger, søjlegange og hyggelige stier med flotte buske og træer. Det viser sig også, at man kan komme op og gå på et lille stykke af den gamle bymur, og herfra er der en fin udsigt over hele området og floden Waicheng.