I Pablo Escobars fodspor

De fleste reaktioner, vi får, efter vi er flyttet til Medellín, handler om Pablo Escobar, hvilket desværre er den person, som Medellín er mest kendt for.

Pablo Emilio Escobar Gaviria var en colombiansk narkobaron, der er født i 1949, voksede op i Medellín og blev skudt og dræbt samme sted i 1993. Han var leder af Medellínkartellet, fra det blev grundlagt i 1976, og det konkurrerede ofte med rivaliserende karteller i ind- og udlandet, hvilket resulterede i massakrer og mord på politifolk, dommere, lokalbefolkningen og fremtrædende politikere. Det anslås, at hans kartel leverede 80% af den kokain, der blev smuglet ind i USA, da han var på toppen af sin karriere, og han tjente over 21,9 mia. dollars om året i personlig indkomst. Han blev ofte kaldt "Kongen af kokain" og var den rigeste kriminelle gennem historien.

Escobar var meget afholdt blandt den fattige befolkning i Medellín, da han gjorde meget for at hjælpe dem. Han byggede bl.a. et stadion til dem og sørgede for, at de fattigste fik ordentlige boligforhold, men et væsentligt problem var, at han krævede tilbagebetaling i form af kriminelle ydelser som eksempelvis mord på fjender og rivaler.

Det er ikke alle colombianere, der har lyst til at snakke om Escobar, men han er en stor del af byens nyere historie, og vi beslutter os for at tage på en tur, der hedder “I Pablo Escobars fodspor”, arrangeret af Viator.com. Vi bliver hentet herhjemme kl. 9 af chaufføren og guiden Kristian og er hjemme igen knap 4 timer senere.

Vi starter med at besøge det sted i El Poblado, hvor bygningen Mónaco tidligere lå. Her boede Escobar på et tidspunkt og havde også sit kontor. I 1988 sprang hans rivaler en bilbombe foran bygningen; der skete ikke noget, da bygningen var stærkt armeret, men familien flyttede kort tid efter. I 2019 rev bystyret bygningen ned, da alt for mange forsøgte at trænge ind for at sikre sig en souvenir. I dag ligger her en park til minde om narkokrigens ofre. 

Derefter kører vi ud til, hvad der er tilbage af La Catedral, som var det fængsel, Escobar byggede til sig selv efter aftale med de colombianske myndigheder, mod at de så til gengæld ikke udleverede ham til USA. Det ligger oppe i bjergene, og der er en rigtig fin udsigt heroppefra. 

Opfattelsen er, at fængslet mere var bygget til at holde Escobars fjender ude og beskytte ham mod attentatforsøg end at holde Escobar inde. Det færdige fængsel blev ofte kaldt “Hotel Escobar”, da der både var fodboldbane, jacuzzi og bar. Arrangementet faldt dog fra hinanden efter et års tid, da Escobar torturerede og myrdede fire af sine løjtnanter i La Catedral, og det blev besluttet at flytte ham til et almindeligt fængsel. Han nåede dog at flygte ud i vildnisset, inden de fik fat i ham, og han var på flugt indtil sin død. I dag er der stort set kun nogle søjler, et vagttårn og en helikopterlandingsplads tilbage, og der er bygget et benediktinerkloster og et plejehjem, hvor “fængslet” lå.

Derefter tager vi ud til hans gravsted, hvor også hans forældre, en bror, en onkel, en hushjælp samt et par af hans lejemordere ligger begravet. Man mener, at der deltog omkring 25.000 i Escobars begravelse, og der bliver stadig lagt blomster på hans grav den dag i dag. En ældre mand, som er i familie med Escobar og i sin tid arbejdede for ham, passer nu hans gravsted og sørger for, at der bliver fejet hver dag, og han fortæller lidt om, hvem der ligger begravet her. Indtil for nogle år siden blev han betalt af en af Escobars lejemordere, men efter han døde, lever han af at sælge vand og af drikkepenge fra de besøgende.

Til sidst kører vi forbi det hus, hvor Escobar blev dræbt den 2. december 1993 – han forsøgte at flygte hen over tagene, men blev skudt og dræbt af det colombianske nationale politi. Der er beboelse i dag, så der er ikke så meget at se.

Vi har en god tur, og vores guide Kristian er meget sympatisk og en god og behagelig chauffør. Han har desværre ikke så frygtelig meget at fortælle, og det virker, som om han tror, at vi kender hele historien på forhånd og bare vil se, hvor tingene skete. Vi skal hive tingene lidt ud af ham, men hvis vi stiller konkrete spørgsmål, kender han godt svarene. Vi savner, at han agerer lidt historiefortæller og måske dramatiserer tingene lidt. Et af “problemerne” er nok også, at der efterhånden er gået så mange år, og at byen Medellín heldigvis er kommet videre, så der er ikke så meget at se fra den tid længere – heldigvis kan man måske sige.