Zhaotian Tianshengtang Noodles
Der er rigtig mange nudelrestauranter i Xi’an, og vi vil gerne prøve en af dem, men vil også gerne finde et sted, hvor vi kan være sikre på, at man kan undgå chili. Vi går forbi et sted en eftermiddag, hvor det ser ud til, at man selv kan vælge alle ingredienserne, og vi bliver inviteret indenfor, så vi kan kigge på alle de ting, man kan vælge. Det ser rigtig friskt og indbydende ud, så vi beslutter os for at vende tilbage.
Vi ender med at komme her en del gange, da nudelsuppen smager rigtig godt, og da vi kan spise os stopmætte for 45 kr. pr. mand inkl. en sodavand. Vi vælger forskellige ting som kål, svampe, majs, kødboller og oksekødsstrimler og betaler oppe ved kassen, hvorefter det hele kommer ned i den boblende varme suppe. Vi får som de eneste serveret nede ved bordet, da de godt ved, at vi ikke forstår, når vi på kinesisk får at vide, at maden er klar. Der er ikke nogen, der taler engelsk.
Det er et meget populært sted, så man skal helst ikke komme alt for sent. Det er hyggeligst at sidde i vinduet, undtagen når det er alt for koldt, men ellers klemmer vi os ned på skamlerne ved de små borde, hvor vi dog har lidt svært ved at være med benene.