Afrejse

Vi rejser fra Xi’an onsdag den 19. november 2025 kl. 10.25, og vi tager en DiDi fra hotellet til lufthavnen omkring kl. 7.15. Det går hurtigt med at tjekke ud fra hotellet, og vi får en lille afskedsgave i form af et par flasker vand og lidt snacks, og da vi har boet her så længe, får vi en ekstra gave, som er en større æske fine kiks. Vi giver nu det meste til taxachaufføren, da vi ikke rigtig kan få plads til mere i vores bagage.

Vi får hurtigt tjekket ind og kommer gennem immigrationen og sikkerhedskontrollen, hvorefter vi begynder at lede efter et sted, hvor vi kan få lidt morgenmad, men det er ikke så nemt. Selvom vi skal til Hongkong, der jo reelt er en del af Kina, skal vi flyve fra udenrigsterminalen, og her er ikke det store udvalg af hverken butikker eller restauranter. Vi ender med at finde et sted, hvor Hanne får en lille burger og Jens Peter en lille pizza, da vi er nødt til at få et eller andet at spise, inden vi tager afsted. Vi går derefter ud til gaten, hvor vi skal flyve med China Eastern, og letter til tiden med kurs mod Hongkong.