Butikkerne

Da vi bor på hotel, hvor vi spiser morgenmad så godt som hver dag, har vi ikke brug for at gøre de helt store indkøb, men vi besøger supermarkedet Vanguard nogle gange; det ligger lige syd for bymuren, når man går ud ad byporten ved vores hotel. Det ligger i et meget gammeldags og lidt slidt center, men det er et meget stort supermarked og fint til det, vi har brug for. Vi køber ting som kaffe, tandpasta og snacks, og Hanne er heldig at finde trusser i en fornuftig størrelse for en gangs skyld. Der er flere kiosker tæt på hotellet, hvor vi køber vand.

Der er flere store og pæne indkøbscentre i Xi’an, og vi besøger Kaiyuan, der ligger lige ved siden af Klokketårnet i den gamle by, og Hobson One, der ligger lige syd for byporten South Gate, flere gange. Vi kommer der primært for at besøge deres food court. Der ligger også en del indkøbscentre rundt omkring, som ser mere eller mindre forladte ud. Da vi besøger henholdsvis Big Wild Goose Pagoda og Tang Paradise, der ligger syd for den gamle by, besøger vi begge gange indkøbscenteret Joy City.

Der er flere små markeder i byen, og især det, der ligger i området Old Market, som ligger i den sydøstligste del af den gamle by, tæt på vores hotel, er hyggeligt, så her kommer vi en del. Der er godt gang i handlen om formiddagen, og det er indimellem lidt kaotisk, da scooterne kører meget tæt på fodgængerne, men vi kan godt lide at komme her, selvom vi ikke køber noget. Hvis man drejer til højre nede ved bymuren og derefter til højre igen, kommer man op ad en gade, hvor der også er et lille marked om formiddagen, og hvor vejen er lukket for trafik frem til middag.

Der er gode muligheder for at købe souvenirs i Xi’an, og vi får købt flere ting i turistområdet ved Shuyuanmen Street, hvor boder med alt fra vifter, kalligrafisæt og træfigurer til magneter, stempler og smykker ligger tæt. Her er hyggeligt, og sælgerne er heldigvis ikke alt for pågående, så vi kan kigge på tingene i ro og mag og bliver også helt gode til at prutte om prisen. Vi får også købt lidt souvenirs i det muslimske kvarter, og Hanne får købt en krukke håndcreme, som åbenbart er det helt store nogle steder i Kina; der er flere flotte butikker, som kun sælger håndcreme.