Big Wild Goose Pagoda

Vi tager en DiDi til Big Wild Goose Pagoda, der ligger ca. 4 km fra vores hotel i stik sydlig retning, hvilket dermed er uden for bymuren. Vi bliver sat af lige nord for templet, og for at komme ned til indgangen går vi gennem en park med flotte træer i efterårsfarver og mange flotte skulpturer.

Big Wild Goose Pagoda er et buddhistisk tempel bygget år 649 til 683 under Tang-dynastiet, og det er et hyggeligt område med mange fine bygninger og smukke pavilloner i de karakteristiske røde og hvide farver, som vi ser mange steder i Xi’an. Vi er ikke inde i selve den høje pagode, da det koster ekstra, og da vi har på fornemmelsen, at det inkluderer lidt for mange trapper.

Efter besøget går vi over i indkøbscenteret Joy City, der ligger lige ved siden af, og her får vi købt lidt for mange kager hos Italy Bread Museum og sætter os på terrassen udenfor. Derefter går vi en tur syd for templet, hvor der er en meget lang og bred gågade med springvand, flotte skulpturer og mange kulturelle institutioner som museer, koncertsal og teater, og der er også en optagelse i gang med en formentlig kendt popgruppe. Det er et spændende område, som vi gerne ville have udforsket lidt mere, hvis vi havde haft mere tid i Xi’an.

Planen var, at vi også ville besøge den store park Tang Paradise, men det må vi gemme til en anden dag, da klokken efterhånden er mange. Vi går tilbage til indkøbscenteret Joy City, hvor vi drikker en kop kaffe og derefter går op på taget, hvor der er flere sjove figurer med lys på og en fin udsigt til templet. Vi køber et par sandwich med hjem fra en bager i centeret, og bagefter er det tid til at tage en DiDi tilbage til hotellet.