Shanghai Tower
På vores første tur ind til Shanghai starter vi med et besøg i Shanghai Tower. Vi får hurtigt købt billetter, da her ikke er mange mennesker, og eftersom vi er fyldt 60 år, sparer vi godt 100 kr. på de to billetter. Shanghai Tower er med sine 128 etager og en højde på 632 meter Kinas højeste og verdens tredjehøjeste bygning. Vi besøger observationsdækket på 118. etage, og elevatoren derop er en af verdens hurtigste, da den har en maks. hastighed på 20,5 meter i sekundet, når den kører opad. Vi havde forventet, at vi kunne se meget langt væk, da vejret er rigtig fint, men grundet forurening er sigtbarheden desværre ikke den bedste. Vi går rundt et par gange og besøger en souvenirbutik, men er ellers rimelig hurtigt nede igen.
Her besøger vi endnu et par souvenirbutikker og får noget koldt at drikke på en café, hvorefter vi går en tur rundt i i finansdistriktet Pudong, der ligger på den østlige side af Huangpu-floden. Vi går hen til den ikoniske bygning Oriental Pearl Tower, så vi kan tage nogle billeder, hvorefter planen er at komme over på den anden side af floden. Det viser sig, at det kun er muligt med metro, men det er heldigvis ligeså nemt at finde ud af som metroen i Suzhou.