Den Franske Koncession
Efter besøg i Yuyuan-haven tager vi metroen ud til det område, der hedder Den Franske Koncession; et område, som Frankrig administrerede fra 1849 til 1943, efter Kina tabte Den Første Opiumskrig. I dag er det et af Shanghais mere mondæne boligområder med mange restauranter og butikker, hvor man har bevaret den europæiske byggestil, og hvor der er mange lidt smallere gader med flotte platantræer.
Vi starter med at gå hen til den kendte Wukang Building, hvor folk nærmest står i kø for at tage billeder. Den er nu ikke noget særligt, så vi går hurtigt videre. Vi finder en hyggelig restaurant, Just Grapes, hvor vi kan sidde ude i solen og nyde et lækkert charcuteri- og ostebræt og et par glas rosévin, hvorefter vi går videre i de hyggelige gader; man fornemmer slet ikke, at man er i en kæmpe by. Vi har fundet restauranten World of Beer på Google, hvor der skulle være et pænt udvalg af øl på hane, så der går vi hen sidst på eftermiddagen, men stedet har vist skiftet ejer, udvalget er ikke særlig stort, og de ved ikke ret meget om øl, så det bliver bare til en enkelt.
Vi slutter dagen af med at spise en burger i burgerkæden Five Guys i et indkøbscenter, hvorfra vi efterfølgende tager en metro til Hongqiao-lufthavnen, hvor vi tager højhastighedstoget tilbage til Suzhou efter endnu en hyggelig dag i Shanghai.