Vores dagligdag
Bortset fra de to første morgener, hvor vi køber morgenmad i hotellets morgenmadslokale, spiser vi morgenmad i vores lejlighed. Det er dog ikke helt så nemt, som det plejer at være. Jens Peter har svært ved at finde yoghurt, så han må gå over til at spise havregryn med mælk, og det er næsten umuligt at finde ordentligt brød. De har nogle små halve brød i supermarkedet Olé, som er rigtig gode, men med lidt god vilje er der kun til tre dage, og de er ret dyre, så Hanne eksperimenterer lidt med forskellige boller, hvor dem fra ALDI er de bedste.
For første gang i meget lang tid har vi et ordentligt køkken, så det ender med, at vi her i Suzhou får lavet mere mad hjemme, end vi har gjort de sidste halvandet år. Vi får både lavet frikadeller og boller og ris i karry og morer os lidt over at sidde i Kina og spise mexicanske tacos med hakket oksekød fra Australien og reven ost fra Arla. Der er dog flere gode restauranter i vores område, så vi går stadig ud og spiser flere gange om ugen.
Vi vasker tøj én gang om ugen, hvilket er meget nemt, da der er gode vaskefaciliteter på hotellet, og rengøring skal vi ikke tænke på, da der kommer nogen hver dag. Det er lang tid siden, at vi har fået gjort så grundigt rent; sengetøjet skiftes hele tiden, badeforhænget bliver også skiftet flere gange, og vi får ovenikøbet vasket gulvet ude på altanen.
Vi går mange ture i vores lokalområde, besøger flere indkøbscentre og supermarkeder og tager mange gange med metroen ind til den gamle del af byen. Her besøger vi flere af de berømte haver og andre grønne områder, går flere ture langs de kønne kanaler og er også en tur i teatret. Vi besøger to af de kendte små vandbyer i området sydøst for Suzhou, og to gange tager vi ind til Shanghai. I slutningen af perioden har vi nogle dage hjemme i lejligheden, da dagtemperaturen er på 5-10 grader og nattemperaturen nede omkring frysepunktet, hvilket vi ikke rigtig har tøj til.
I Kina fejrer man jo ikke jul, men der bliver alligevel pyntet op rundt omkring, hvilket vi undrer os over. Vi spørger Alex, ejeren af Birdland Brewing, hvorfor han hænger julepynt op, og svaret er, at det jo er for vores skyld. Vi fejrer juleaften hjemme med dansk julemusik på computeren og lækker rillette fra delikatessebutikken i Hongkong samt pølse, skinke og ost fra supermarkedet Olé, som heldigvis også har gode flutes. Vi deler en flaske australsk rødvin.
Vi er enige om, at vi har fire dejlige uger i Suzhou med mange gode oplevelser. Vi bliver meget glade for vores lille lejlighed og vores område og fortryder slet ikke, at vi valgte at bo uden for centrum, tværtimod. Vi synes også, at det er skønt, at vi nu har boet i fire kinesiske byer samt Hongkong, og at de alle har været meget forskellige.