Øvrige museer

Ud over Museo de la Memoria y los Derechos Humanos og Pablo Nerudas hus La Chascona besøger vi fire andre lidt mindre museer.

I Lastarria besøger vi det lille museum Museo de Artes Visuales, men det er nu hurtigt overstået. Det er lige før, vi bruger længere tid på at diskutere, at vi ikke kan se nogen grund til, at de skal registrere vores pasnummer, end på at se selve udstillingen.

Kunstmuseet Museo Nacional de Bellas Artes ligger i Parque Forestal, og bygningen er meget imponerende både udvendig og indvendig. Der er nogle få spændende billeder, men udstillingen er noget mindre, end vi havde forestillet os, når man ser bygningen udefra. I parken bag ved museet står der en skulptur af Botero, som vi jo kender fra Medellín.

Da vi er på guidet gåtur i det historiske centrum, anbefaler vores guide Israel os et besøg på Museo Chileno de Arte Precolombino, så der tager vi ind en eftermiddag – det er desværre en stor skuffelse. At de udstillede genstande er præcolumbianske, vil sige, at genstandene kan dateres tilbage til tiden før Columbus, men der må vi sige, at museet i Quito var noget mere spændende. Her i Santiago er de forskellige genstande sat under glas, som trænger til en grundig rengøring, og når dertil kommer, at flere afdelinger p.t. er lukket for offentligheden, er besøget hurtigt overstået.

Israel anbefaler også et besøg på Museo Historico Nacional, som ligger på Plaza de Armas. Bygningen og gårdhaven er flotte, men selve udstillingen er nu ikke så stor, og da alle forklaringer er på spansk, får vi desværre ikke så meget ud af besøget. Det er heldigvis gratis.