Centro Cultural Tallersol

Der er endnu en tur på Airbnb med Roger, som vi lærte at kende på den guidede gåtur med temaet “Den politiske vold”. Denne tur er et besøg i et grafisk arkiv i kulturhuset Centro Cultural Tallersol, dækkende tiden med Pinochet. Roger har godt nok besluttet sig for at tage ferie i februar, men han vil gerne lave en aftale med os uden om Airbnb.

Vi tager endnu engang metroen til stationen Cumming og finder selv hen til kulturhuset, hvor vi venter kortvarigt, indtil Roger dukker op, og vi bliver lukket ind af grafikeren og aktivisten Antonio Kadima, som bestyrer arkivet. Det er et grafisk arkiv med omkring 8.000 dokumenter fra årene, hvor Pinochet var ved magten, dvs. 1973-1990, og samlingen består bl.a. af blade, film, musik og plakater. Antonio har dedikeret sit liv til at indsamle og katalogisere materiale og arbejder i dag på at digitalisere meget af dette, men det ser nu ud til at gå ret langsomt. Det er nogle små rum, som er stoppet med dokumenter, og desværre er ikke alle i lige god stand.

Antonio Kadima fortæller om baggrunden for arkivet – Roger oversætter – og derefter sætter vi os ned, og vi bliver præsenteret for en række grafiske plakater. Han var selv aktiv i hele perioden, og han viser os mange af de ting, som han selv designede dengang. Han deltog også i en række happenings, og han viser os en artikel fra avisen, hvor han har smidt tøjet. Han er interessant at høre på, og vi bruger lang tid, så på et tidspunkt må Roger ud for at ryge, og vi forsøger at klare os på spansk. 

Antonio er meget glad for vores besøg og takker os mange gange. Han tilbyder os også en tur rundt til vægmalerierne i området på et senere tidspunkt, men det får vi nu ikke gjort mere ved. Efter besøget tager vi hen på et lille lokalt sted, hvor vi har en hyggelig frokost sammen med Roger. Vi finder i øvrigt ud af, at han har et værelse i kulturhuset.