Det historiske centrum

Byens historiske centrum har været på UNESCOs Verdensarvsliste i mere end 30 år. Husene er bygget i kolonistil og er typisk alle lave, da Oaxaca ligger i et område med jordskælv. Området er temmelig stort, og det ligger vest for Jalatlaco, hvor vi bor, og strækker sig et stykke sydpå. Komplekset med kirken Templo de Santo Domingo de Guzmán og den botaniske have Jardín Etnobotánico ligger i det nordlige område af centrum, og går man derfra ad gågaden i sydlig retning, kommer man ind til den centrale plads Zócalo, hvor bl.a. domkirken ligger. Det er også her, man finder Mercado Bernito Juárez.

Zócalo er en flot plads med store træer og en pavillon i midten, men den er desværre mere eller mindre ødelagt af de mange gadesælgere, som har slået boder op overalt, hvoraf mange er dækket med plastik. De, der ikke har en bod, har rullet et tæppe ud på fortorvet, hvor deres varer ligger. På den ene side af pladsen står boderne så tæt, at man slet ikke kan se husene. Vi tager derind nogle gange og sætter os og drikker en øl, mens vi kigger på alle sælgerne. Vi sidder hver gang på restauranten Casa Andre, hvor der er en familie med to charmerende børn, som har et lille område foran restauranten, hvor de sælger deres varer – det er meget hyggeligt at følge med i. Den ene gang bestiller vi en portion pommes frites, som vi må vente på i mere end en halv time, og da de kommer, er de stort set uspiselige. Det er ikke her, man finder de gode restauranter i byen.