The Bog

The Melbourne Cup er et 3.200 m hestevæddeløb, der hvert år afholdes i Melbourne, og det skulle efter sigende være en meget stor begivenhed i både Australien og New Zealand. Lokalt er det kendt som "the race that stops the nation. Det beslutter vi os for at opleve, og da den irske pub The Bog på Victoria Street viser løbet på storskærm, går vi derhen sidst på eftermiddagen tirsdag den 7. november. Jens Peter er på et tidspunkt gået forbi The Bog, som reklamerer med levende musik, så det er en god anledning til at tjekke den ud. Vi får et bord midt for skærmen, men måske skyldes det, at Christchurch er en provinsby, og at vi er lidt væk fra centrum, for et stort tilløbsstykke er det bestemt ikke. Vi hygger os nu med kold Guinness og beslutter os for efter løbet at tage noget at spise og vente på musikken kl. 19.30. Maden er ikke noget særligt, men musikken er bestemt værd at vente på og tiltrækker nogle flere mennesker end hestevæddeløbet.

Vi finder ud af, at The Jameson Irish Band er fast punkt på programmet hver tirsdag aften kl. 19.30. Selve bandet består af fire musikere, hvor sangeren og guitaristen Philip dels er meget karismatisk, dels synger rigtig godt. Ud over bandet deltager en række musikere, hvoraf mange er gengangere fra gang til gang, men hvor der også kommer nye indimellem. Alle kan komme ind fra gaden og deltage. Det er rigtig god gammeldags irsk folkemusik, og da der bliver uddelt sanghæfter med omkvædet på de fleste af sangene, er der virkelig lagt op til fællessang. Vi kan nu ikke altid finde ud af, hvilken sang der synges, men vi har det sjovt. Gennemsnitsalderen for musikerne ligger for de flestes vedkommende et godt stykke over de 70, og trompetisten Neville Wilkins, der også er et godt stykke oppe i årene, kommer hen og snakker med os i pausen og viser billeder fra sin tid i bandet The Viscounts, der blev stiftet, da vi blev født. Mange af musikerne bestiller varm kakao med Baileys i pausen, så det må vi også prøve.

Vi er i godt humør, da vi går derfra, og beslutter straks, at vi vil derhen igen. Det bliver desværre kun til to gange mere, da vi dels tager på tur i to gange en uge, dels kommer til at bestille bord på Christchurch Tramway Restaurant på en tirsdag, og så viser det sig, at bandet holder ferie fra jul og januar ud. Vi hygger os imidlertid de to gange og snakker også lidt mere med Neville, som en af aftenerne bliver fejret med lagkage, da han er fyldt 80 år ugen før. Forsangeren Philip, som er god til at snakke med publikum i pauserne, kommer også ned til os, og vi møder ham også inde i byen, hvor han stopper op og snakker lidt.

Det er et hyggeligt sted, som vi bestemt ville have besøgt mange gange, hvis vi var blevet boende i Christchurch.