Vores hus

Vores lille rækkehus i to etager ligger på adressen 8A Moa Place og er det midterste hus af tre. Moa Place er en lille sidevej til den noget bredere vej Madras Street i den nordøstlige ende af det centrale Christchurch, tæt på den store vej Bealey Avenue, der markerer den nordlige grænse af den centrale del af byen. Det tager ca. et kvarter at gå ind til New Regent Street, som er starten på centrum, når man kommer fra nordøst. For enden af vores vej ligger en lille hyggelig park, som vi går igennem, når vi skal op til caféen CocoEspresso eller op til supermarkedet New World.

Vi bor i et utrolig roligt og stille område, hvor vi hverken kan høre trafik, hunde eller anden støj, hvilket er noget helt nyt i forhold til de fleste andre steder, vi har boet. De sidste tre-fire uger får vi dog nye naboer, idet en indisk familie flytter ind, og de taler meget højt og ser meget fjernsyn, men der er heldigvis stadig ro om natten, så det er ikke slemt.

Man kommer ind i huset ved hjælp af en kode, så vi har ikke nogen nøgle. Det fungerer fint, men vi må dog have fat i værten en enkelt gang omkring årsskiftet, da hun har glemt, at hun har sat koden til at udløbe af sig selv. Det er første og eneste gang, vi ser hende, og vi finder ud af, at hun slet ikke er ejeren af huset, men en ejendomsadministrator, der har opsyn med flere huse.

Man går direkte ind i højre side af stuen. Op ad væggen til højre er en stor reol, lige over for hoveddøren er der en udgang til en meget lille have, og til venstre står en sofa og et sofabord. Lidt længere fremme til venstre er et spisebord med to stole ved vinduet ud til haven, og op ad den fjerneste væg er køkkenet, som er ganske veludstyret, og hvor der er et velfungerende elkomfur og en elovn. Som på Tahiti kan vandet i hanen drikkes, og her er det ovenikøbet muligt at få det rigtig koldt. Der er også en vaskemaskine og en meget lille opvaskemaskine, som vi dog ikke bruger. Lige til venstre for hoveddøren er en trappe op til 1. sal, og under trappen er en skunk, hvor vi får plads til vores fire kufferter. Her må vi også lægge vores overtøj, da vi heller ikke denne gang er heldige at finde en knag til jakkerne.

Når man kommer op på 1. sal, er der først et stort badeværelse med en rigtig god bruser, og henne til højre ligger soveværelset med et dejligt stort garderobeskab. I hele huset, bortset fra køkken og badeværelse, er der tykke tæpper. Det er lang tid siden, vi har prøvet det, men det er egentlig meget hyggeligt og rart, når det om aftenen bliver lidt køligt.

I vores lille have står et bord og to stole i plastik, men der er ikke nogen hynder, så vi sidder aldrig derude. Til gengæld er der en masse fugle, og vi køber vildtfuglefrø i supermarkedet og hygger os med at fodre dem. Tre uger før vi skal rejse, opdager vi imidlertid en rotte derude, og så er det slut med at lægge foder ud. Vi melder det til administratoren, som ikke er meget for at gøre noget ved det, men som dog sender en gartner til sidst, der får ryddet godt op i haven, så rotten ikke har noget sted at gemme sig. Det hjælper et stykke tid, men vi ser den dog igen, kort tid før vi rejser.

Som noget nyt, i forhold til Sydamerika i hvert fald, sorterer man affald i Christchurch, og hver husstand har en grøn, en gul og en rød affaldsspand, til henholdsvis organisk affald, genbrugsaffald og restaffald. Alt plastik har et nummer, og hvis det har nummer 1, 2 eller 5, kan det genbruges. Den grønne spand tømmes hver uge og den gule og røde skiftevis hver anden uge. Vi skal køre dem ud til vejen søndag aften, da de bliver tømt i løbet af mandagen. Vi synes, det er en god ide at sortere sit affald, men vi synes, at det er lidt synd, at alle husstande har tre beholdere, da det betyder, at mange mindre veje ofte er fyldt op med affaldsspande, hvilket ikke er specielt kønt.

Vores rækkehus i Christchurch hører absolut til blandt den håndfuld boliger, hvor vi har følt os bedst tilpas de sidste fire år, og hvor tingene fungerer uden de store udfordringer.