Ankomst

Vi rejser fra Papeete i Fransk Polynesien meget tidligt om morgenen mandag den 16. oktober 2024, men eftersom vi krydser datolinjen undervejs, lander vi i Auckland den 17. oktober. Vi er fremme lokaltid kl. 7.40 og skal igennem immigration og told, inden vi kan tage en shuttlebus til indenrigsterminalen med alle vores kufferter, som skal tjekkes ind igen. Vi skal lette kl. 10.00, men flyet er en halv time forsinket, så vi kan lige nå en kop kaffe og en kage. Vi er efter halvanden times flyvetur fremme i Christchurch kl. ca. 12.

Christchurch flagetVi tager en taxa ind til vores lille rækkehus, hvor vi har fået lov at lukke os ind før tid, så vi kan komme af med vores kufferter. Det ser nu ud til, at rengøringen er færdig, så vi bruger lige lidt tid på at tage mere tøj på, da Christchurch er noget koldere end Papeete.

Vi går derefter op på tankstationen Mobil, hvor vi køber to simkort, og går så over på caféen CocoEspresso, hvor vi får en let frokost. Eftermiddagen bruger vi på at pakke ud, og om aftenen går vi ned på Pomeroy’s Old Brewery Inn, der er en af de få restauranter, som ikke ligger alt for langt væk fra vores hus.