Los Palafitos

Da vi i sin tid begyndte at snakke om, hvor vi ville rejse hen på vores Verdenstur, faldt Jens Peter over byen Castro, som er noget helt specielt takket være de mange huse, der er bygget på pæle ude i vandet. Disse huse kaldes Los Palafitos. 

Husene står tæt, men er ikke bygget sammen, og pælene er meget lange, da der er meget stor forskel på ebbe og flod. Husene er typisk meget farverige og er lavet af lokalt træ som luma eller cypres. De har oftest en lille terrasse ud mod vandet og er forbundet med gaden med en lille bro, idet vandet når helt ind under husene, når det er på sit højeste.

Disse huse blev opført i det 19. århundrede, hvor hele øen Chiloé gennemgik en stor kommerciel ekspansion, især inden for fiskeindustrien, som gjorde det muligt for fiskere at bo ved vandet og fortøje deres både ved siden af deres hjem. Tidligere var der et stort antal pælehuse spredt rundt på øen Chiloé, men på grund af jordskælv og tsunamier er mange forsvundet. I dag er mange af palafitoerne stadig beboet af øboerne, som foretager deres daglige bådture for at fange skaldyr og fisk, men en del er også ombygget til turisme, så husene i dag anvendes til caféer, restauranter og små hoteller.

De fleste af disse huse findes på Pedro Montt, hvor vi bor, og her kommer dagligt turistbåde forbi ved højvande. Fortsætter man henad Pedro Montt i nordlig retning, kommer man til en bro, hvor der ligger en række huse på venstre side af broen, og der ligger også en række huse på den anden side af centrum ud til floden Gamboa; her er vandet dog ofte for lavt til, at turbådene kan komme ind.

I vores syv uger i Castro får vi taget rigtig mange billeder af disse helt specielle huse.