Vores tid i byen

Vi har kun 12 overnatninger i Hongkong, dels fordi vi vurderer, at det er tid nok, dels fordi det er en meget dyr by. Vi vil naturligvis gerne besøge Hongkong, men vi benytter os også af, at vi herefter igen vil kunne opholde os 30 dage visumfrit i Kina.

Vi bor meget centralt på Hongkong-øen og starter hver dag med at få lækre bagels hos Schragels Delicatessen, hvorefter vi går mange ture på kryds og tværs af byen og også lærer at tage rulletrappen op, når vi skal op ad bjerget. Hongkong har nemlig, hvad der skulle være verdens længste sammenhængende rulletrappe; 800 meter alt i alt, hvor man kan stå af forskellige steder undervejs. Vi er på en rigtig god guidet gåtur og er med kabelbanen op til Victoria Peak, og så tager vi færgen over til Kowloon to gange. Området ved havnen både før og efter Central Pier er i øvrigt et hyggeligt sted at gå, og vi går en længere tur på promenaden langs vandet.

På vores ture rundt i byen besøger vi bl.a. et tidligere fængsel, Tai Kwun Prison, der i dag fungerer som kulturhus med flere kunstudstillinger, og vi ser en udstilling med moderne kunst i galleriet JC Contemporary. Vi besøger også en designfestival i Korean Cultural Center, og her inviterer en stolt far os ind i et lokale til sin datters præsentation af et skoleprojekt.

Vi får besøgt flere butikker og indkøbscentre, Hanne bliver klippet af en fransk frisør i salonen emmanuel f., og vi er en tur i biografen PALACE ifc, hvor vi ser den amerikanske film: Now You See Me: Now You Don’t. Hanne synes, at filmen er bedre, end Jens Peter gør, men vi hygger os i hvert fald med popcorn. Vi får også besøgt juleudstillingen på Statue Square flere gange, både i dagslys og om aftenen.

Vi vil gerne sende endnu en kasse med souvenirs hjem til vores rum i Danmark, så vi henvender os både til DHL og Mail Boxes Etc., og umiddelbart er DHL billigst. Det viser sig imidlertid, at vi ikke kan sende magneter med DHL, da de påstår, det kan påvirke instrumenterne i flyet; det har Mail Boxes Etc. ingen problemer med, så vi vælger dem. Vi sender 7 kg souvenirs afsted, og da vi får den endelige afregning, er Mail Boxes Etc. vist ikke så dyre alligevel.

Hongkong bliver ramt af en stor tragedie, mens vi er her, idet der udbryder brand i syv ud af otte bygninger i det 31 etager høje boligkompleks Wang Fuk Court i Tai Po-distriktet, der ligger ca. 30 km nord for Hongkong-øen. I alt 151 mennesker mister livet, og der bliver erklæret tre dages landesorg. Højhuskomplekset var under renovering og var i den forbindelse tildækket af bambusstilladser, som er det mest almindelige i Hongkong, og som vi ser alle steder. I dagene efter branden er der spekulationer i forhold til, om disse stilladser og ikke mindst det net, som stilladserne typisk er dækket med, har været skyld i branden. Det resulterer i, at man begynder at fjerne de grønne net og nogle steder endda pille stilladserne ned i vores del af Hongkong.