Hongkong-øen

Vi bor på Hongkong-øen, der har ca. 1,2 millioner indbyggere, så her er både bygget højt og tæt. Her er masser af skyskrabere af både nyere og ældre dato, og de er ikke lige kønne alle sammen, men der er bestemt nogle specielle og flotte indimellem, bl.a. bygningen The Center. Her er tæt trafik, men generelt kører folk pænt, og det er nemt at krydse vejen. Her er mange smalle veje og smalle fortove og utrolig mange mennesker, så man skal være lidt tålmodig. Da det kan være svært for varebilerne at komme tæt på butikkerne, står der mange steder små vogne, der kan benyttes, når varerne skal leveres.
Vi bor meget centralt på en af de gennemgående veje, Queen's Road Central, og hvis vi går til højre, når vi kommer ud ad hotellet, kommer vi efter at have passeret Wellington Street til et kønt torv og derefter en længere strækning med mange vestlige butikker, bl.a. Marks & Spencer. På denne strækning ligger Central Market, der er en større markedshal med små butikker med kunsthåndværk og boder med mad; vi går igennem et par gange, men køber ikke noget. Overfor finder man rulletrappen, som vi benytter flere gange, når vi skal op ad bjerget. Lige inden Queen's Road Central ender, ligger de store bankbygninger, og man kan dreje til venstre ind til Statue Square med den store juleudstilling “Hong Kong Winter Fest” eller til højre op til St. John’s Cathedral; bag ved kirken finder man kabelbanen The Peak Tram.
Den 800 meter lange rulletrappe kører ned ad bjerget, når folk skal på arbejde om morgenen mellem kl. 6.00 og 10.00. Resten af dagen frem til midnat kører den opad, og det er som sagt muligt at stå af flere steder undervejs. Hvis man står af efter det første stykke, kommer man til Hollywood Road, der går mere eller mindre parallelt med Queen's Road Central; her går vi ofte. Når man kommer hen til Man Mo Temple, kan man tage en række stejle trapper ned til vores hotel. Halvvejs nede ligger den lille smalle gågade kaldet Cat Street, hvor der om dagen er mange boder med antikviteter, skrammel og souvenirs. Det er på denne gade, at ølbaren Blue Supreme og caféen Halfway Coffee ligger. Vi tager længere op med rulletrappen, da vi besøger Tai Kwun Prison, bageren Bakehouse med de gode kanelsnegle og den græske og den franske restaurant. Man kan naturligvis også vælge at tage almindelige trapper, når man skal opad, men de er alt for stejle for os.
Hvis vi drejer til venstre ad Queen's Road Central, når vi kommer ud ad hotellet, kommer vi til et lidt mere bakket område, som virker mere kinesisk end vestligt, og her går vi nogle gange. Går vi derimod mere eller mindre ligeud, kommer vi ned til vores morgenmadscafé Schragels Delicatessen, der ligger på Jervois Street, som går parallelt med Queen's Road Central. På denne vej ligger caféen Kaffeine, delikatesseforretningen Monsieur CHATTÉ og Mail Boxes Etc., hvorfra vi sender en pakke hjem. Fortsætter man derimod ligeud efter Schragels Delicatessen, kan man komme helt ned til havnen og gå langs vandet ud til færgerne, hvilket vi gør en enkelt gang. De andre gange tager vi en gangbro fra indkøbscenteret Infinitus Plaza til indkøbscenteret ifc, hvilket er meget hurtigere. Ved ifc ligger Central Pier, hvorfra der sejler mange færger, men vi tager kun turen fra Pier 7 til Kowloon.