Kina og Hongkong
Folkerepublikken Kina er en suveræn stat i Østasien. Med en befolkning på 1,4 milliarder, 17,6 % af jordens befolkning, er den verdens næstmest folkerige land, kun overgået af Indien. Kina er i areal det største land i Østasien og det fjerdestørste land i verden, og det grænser op til 14 lande: Nordkorea, Rusland, Mongoliet, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Afghanistan, Pakistan, Indien, Nepal, Bhutan, Myanmar, Laos og Vietnam. Landet er en etpartistat, der er styret af Kinas kommunistiske parti med hovedsæde i hovedstaden Beijing.
Hongkong, som fra 26. januar 1841 var britisk kronkoloni, blev overdraget til Kina i 1997 og har i dag begrænset selvstyre under den kinesiske regering. Hongkong har stadig deres egen lovgivning på nogle punkter, de har deres egen valuta (Hongkong-dollar), og så taler de fleste kantonesisk i modsætning til mandarin, som man taler i det øvrige Kina. I dag er der dog fra kinesisk side krav om, at man taler mandarin i skolerne. De har også stadig venstrekørsel. Når man flyver hertil fra fastlandet Kina, skal man gennem immigrationen, og man letter fra udenrigsterminalen, og efter ophold i Hongkong har man igen ret til 30 dages visumfrit ophold i Kina ved indrejse med fly. Som dansker kan man opholde sig visumfrit i Hongkong i 90 dage. Man kan bruge alle sociale medier uden VPN, og Google bruges også, så på mange punkter er det derfor meget langt fra at være kinesisk.
Hongkong bestod oprindeligt udelukkende af øen Hongkong og den overfor liggende halvø Kowloon samt en enkelt mindre ø. Efter en periode viste området sig at være for begrænset, og Storbritannien indgik en lejeaftale med Kina om et større landområde nord for Kowloon samt en række omkringliggende øer. Disse lejede områder blev betegnet New Territories. Byen Hongkong ligger på Hongkong-øens nordside, og det er her, vi skal bo i 12 dage. Hongkong har 7,5 millioner indbyggere, så her bygges højt og stort, trafikken er indimellem voldsom, og her er virkelig mange fodgængere, som alle ser ud til at have travlt. Her er også ret bakket med en del trapper, men her er heldigvis også rullende trapper, hvis man skal meget højt op.
Somrene i Hongkong er meget varme og fugtige og er højsæson for tyfoner og kraftig regn, så november er en rigtig god måned til et besøg; vi har solskin og 20-25 grader hver dag. Hongkong er det dyreste sted, vi indtil nu har besøgt, i hvert fald når det gælder restauranter og barer.