Larimer Square

Larimer Square er den del af Larimer Street, der ligger mellem 14th og 15th Street, og er efter sigende der, hvor byen Denver blev grundlagt. Der er nogle hyggelige huse, og der er også fint pyntet op til jul. Vi besøger på et tidspunkt en lidt speciel café, som er en pudsig blanding af café og købmandsbutik – vi har efterfølgende læst, at de har måttet dreje nøglen om på grund af coronakrisen. 

På vores 35-års kærestedag den 27. januar spiser vi på den lille franske restaurant Bistro Vendôme, som virkelig har formået at fange den franske stemning. Vi får virkelig skøn mad – rilette til forret, bouef bourguignon til hovedret og dertil rødvin – og har en dejlig aften.