Sydney Opera House

Sydney Opera House er en af Sydneys helt store seværdigheder og Australiens mest ikoniske bygning, og som dansker er det et af de steder, man rigtig gerne vil besøge.

Da Sydney i 1955 besluttede sig for at bygge et operahus, udskrev man en international designkonkurrence; der blev indsendt bidrag fra 233 arkitekter fra 32 lande, og vinderen blev den danske arkitekt Jørn Utzon. Byggeriet blev påbegyndt i 1959 og færdiggjort i 1973, så Operahuset har kunnet fejre sin 50 års fødselsdag sidste år i 2023. Jørn Utzon forlod dog byggeriet i 1966, da delstaten New South Wales dannede ny regering, som syntes, at byggeriet var blevet for dyrt, og dermed stoppede for udbetalingerne. Som en konsekvens heraf kunne Utzon ikke betale de lovede lønninger, og han afleverede derfor sin opsigelse eller blev afskediget, alt efter hvordan man ser på det. Den indvendige del af bygningerne blev designet og færdiggjort af den australske arkitekt Peter Hall. Jørn Utzon vendte aldrig tilbage til byen, men Sydney Opera House er en af de meget få bygninger i verden, som kom på UNESCOs Verdensarvliste, mens arkitekten stadig var i live.

På vores første dag inde i centrum går vi naturligvis en tur rundt om bygningen og får taget en masse billeder, og det samme gør sig gældende, de gange vi sejler ud med en af færgerne fra Circular Quay og dermed runder Operahuset. Her er altid rigtig mange turister i området, da alle krydstogtskibene lægger til i denne del af havnen, og af samme grund er her mange souvenirbutikker og en del restauranter, hvoraf de fleste har fået temmelig dårlige anmeldelser.

Efter en lille måned i byen køber vi billetter til en rundvisning, så vi også kan se bygningen indefra. Vi hører historien om byggeriet og Utzon og besøger de forskellige sale i Operahuset. Der er desværre lydprøve i den store koncertsal, så der må vi ikke tage billeder, men vi får til gengæld et rigtig godt indtryk af, hvor god akustikken er. Efter rundvisningen køber Hanne en t-shirt med Operahuset, og vi spiser frokost i Opera Bar.

Da vi for efterhånden mange måneder siden får en ide om, hvornår vi forventer at være i Sydney, undersøger vi, om der er nogen interessante koncerter i Operahuset, mens vi er her, og vi ender med at købe billetter til en koncert med Elvis Costello & The Imposters tirsdag den 2. april. Koncerten starter kl. 19.00, og vi tager derind, så vi har god tid til at kigge lidt på bygningen og drikke et glas hvidvin inden koncerten. Vi sidder rigtig godt, da vi har pladser på 1. balkon, 1. række midtfor, og vi synes, det er en stor oplevelse at få denne koncert med, inden vi forlader byen torsdag morgen.