Sydney Harbour Bridge

Sydney Harbour Bridge, der åbnede i 1932, er en af Sydneys mest kendte turistattraktioner og er sammen med Sydney Opera House et af Australiens mest kendte bygningsværker. Den 1.149 m lange, 48,8 m brede struktur er verdens højeste stålbuebro, idet den måler 134 m fra toppen til vandet nedenfor. Det er også den sjette længste bro med overspændende bue i verden. Broen forbinder Sydneys centrum med nordkysten, Manly og områdets nordlige strande, og den ligger lige ved siden af byens ældste kvarter The Rocks og Operahuset og kan ses mange steder fra i byen.

Man kan køre over i bil og i tog, og man kan cykle over i den vestlige side af broen og gå over i den østlige side. Man kan også komme på en tur, hvor man går øverst oppe på broen, men det fravælger vi nu. Det er ikke noget, vi har specielt lyst til, og så koster det 1.600 kr. pr. person. Vi går dog over to gange på helt normal vis, vi kører over i tog, hver gang vi skal ind til byen og tilbage igen, og et par gange i bus bliver det også til.

De gange, vi spadserer over, tager vi toget til Milsons Point, går over broen og tager trapperne ned til området The Rocks. Der er hele vejen en flot udsigt over hele havneområdet og Sydneys skyline, og ikke mindst Operahuset er tydeligt at se herfra. Der er flere steder placeret vagter på broen, men hvad de reelt kan gøre, hvis der sker noget, er vist tvivlsomt. Det må i hvert fald være verdens kedeligste job, men dog med en flot udsigt.

Dagen efter, vi er kommet til Sydney, mødes vi med Hannes fætter Michael og hans kone Lucinda, og de tager os et stykke med over broen og tilbage igen, så vi også kan se Sydney by night.