Sucres museer

Museer i Sucre, Bolivia

Sucre har mange små museer, og vi får besøgt en pæn del i den tid, vi bor her. For de flestes vedkommende er selve udstillingen ikke så interessant, men fælles for dem alle er, at de har til huse i meget smukke bygninger i kolonistil med hyggelige gårde.

Det er kun muligt at besøge Sucres katedral, som ligger inde på Plaza de Armas, ved at besøge Museo de la Catedral de Sucre. Vi fravælger at tage en tur med guide, men vi undgår ikke, at en vagt følger os hele vejen, selvom han nu venligt nok holder pænt afstand, så vi kan få taget et par billeder, selvom det ikke er tilladt. Selve kirken er ikke så spændende indeni, men klokketårnet er rigtig smukt.

Et af de mere interessante museer er Museo del Tesoro, der ligger på Plaza de Armas, og som beskriver Bolivias undergrund og landets minedrift. Det er kun muligt at besøge museet med guide, men han gør det heldigvis rigtig godt. Minedrift og dermed udvinding og eksport af mineraler udgør en væsentlig del af Bolivias økonomi, og vi bliver meget klogere på både guld, sølv, tin, zink og andre mineraler. Vi må desværre ikke tage billeder inde på museet.

Vi falder tilfældigvis over Museo Nacional de Etnografía y Folklore, som har nogle meget smukke og farvestrålende gårde; udstillingen er dog ikke interessant. Vi besøger også Museo Colonial Charcas, som også har nogle smukke gårde, men hvor selve udstillingen omhandler religiøs kunst og ikke, som vi havde troet, en beskrivelse af kolonitiden.

Inde ved siden af Iglesia de San Francisco ligger militærmuseet Museo Histórico Militar, som vi også får besøgt. Da vi ikke kender ret meget til Bolivias krigshistorie, og da alt kun står på spansk, bliver vi måske ikke så meget klogere, men det er et fint museum og helt befriende for et par europæere som os, at der slet ikke er noget om 2. Verdenskrig.

Et af de mest besøgte museer er Museo de Dinosaurios, som ligger lidt uden for Sucre. Her kan man se en række fodspor efter dinosaurer, men det interesserer os ikke rigtigt, så det fravælger vi. Vi nøjes med de dinosaurer, vi finder på gaden.

De tre mest interessante museer i byen er efter vores mening Iglesia de San Felipe de Neri, Casa de la Libertad og Museo de Arte Indígena.